Yenny er dedikeret til sit arbejde med ældre, men hun har store bekymringer om sin fremtid med den stigende pensionsalder, der forventes at nå 73 år.
For Yenny virker det som en uoverskuelig tidshorisont. “Det er sådan uoverskueligt lang tid. Nogle af os er jo næsten lige så gamle som dem, vi kommer ud hos til den tid,” siger hun. “Hvis man er tvunget til at gå på arbejde som 73-årig, så synes jeg, vi har fejlet et sted. Det er uværdigt.”
Yennys hverdag er præget af både glæde og udfordringer. Hun beskriver, hvordan hendes arbejde i ældreplejen giver hende mulighed for at skabe nære relationer med de borgere, hun hjælper:
“Mit hjerte har altid ligget i ældreplejen. Jeg synes, det er enormt. Det er en stor tillid. Det viser mig, at jeg får lov til at komme ind i deres hjem”, siger hun.
Hendes engagement gør, at hun ofte ser de samme borgere igen, hvilket skaber en særlig forbindelse. “Vi bestræber os på, at det er de samme, der møder os. På den måde får man jo en relation til de mennesker”, siger Yenny.
Fysiske og psykiske belastninger
Men arbejdet er også hårdt.
Yenny forklarer de fysiske udfordringer ved jobbet, fx hvordan arbejdet med borgere, der har demens, kan være særligt krævende:
“Jeg bruger mine fingre rigtig meget. Det er måske det, der bliver mest belastet, og så lidt min lænd. Når borgere har Alzheimer, må vi gøre ting anderledes, fordi det med at komme ud i bruseren, det føles som et overgreb.”
Det kræver ofte, at hun finder alternative løsninger, som kan være både fysisk og psykisk belastende.
Truet familieliv
Yenny er ikke kun bekymret for sin egen situation, men også for muligheden for at kunne deltage i familielivet i fremtiden:
“Jeg vil gerne kunne være bedstemor hver dag. Det kan jeg ikke, hvis jeg først går på pension så sent i livet.”, slutter hun.
