Børsens chefredaktør Bjarne Corydon kritiserer i sin leder FH for at skabe samfundsproblemer i debatten om, hvordan de øgede forsvarsudgifter skal finansieres.
Men avisen overser selv den største risiko.
Byrderne skal fordeles rimeligt. Ellers lægges kimen til den samfundsundergravende utilfredshed i befolkningen, som vi ser i alt for mange lande omkring os.
Børsens kritik går for det første på, at arbejdsudbudsreformer fylder for lidt for FH. Det kan man jo på sin vis godt forstå, når nu det plejer at være det borgerlige Danmarks simple løsning på alskens indviklede problemer.
Velfærdsforliget, tilbagetrækningsreformen, dagpengereformen, kontanthjælpsreformen, SU-reformen og meget mere.
Men alt har en ende, og både Nina Smith og Torben M. Andersen har slået fast, at grænsen er ved at være nået for, hvor meget mere der er at hente ved arbejdsudbudsreformer.
Blandt landets førende økonomer er der altså ikke faglig opbakning til, at det overhovedet skulle være muligt at presse arbejdsudbudscitronen yderligere. Vi har allerede været hele kompasset rundt for at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen.
For det andet kritiserer Corydon, at FH lægger op til, at finansieringsbyrden deles mellem borgerne og virksomhederne.
Det er vores fælles sikkerhed, der er på spil, og derfor er det kun retfærdigt, at vi deler regningen. Det vil nok lyde helt rimeligt for de fleste, men falder altså Børsen for brystet.
Kritikken lyder, at virksomhedernes del af regningen bare bliver givet videre til lønmodtagerne, som så alligevel ender med at skulle betale.
Så Børsen mener altså, at lønmodtagerne skal betale hele regningen, for ellers vil regningen ende hos… lønmodtagerne.
Men som de økonomiske vismænd har slået fast, nedvæltes ændringer i selskabsskatten ikke fuldstændigt på lønmodtagerne. Heller ikke her bakker den økonomiske faglighed op om Børsen.
Det tredje kritikpunkt er, at FH ikke lægger op til at skære i de offentlige udgifter. Corydon mener, at det er ”useriøst at forestille sig en ubekymret fortsættelse af de senere års slappe udgiftspolitik”.
Alt var bedre i gamle dage, fra 2011 til 2015 må forstås. Men Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at det offentlige forbrug siden 2015 ikke har fulgt med demografi- og velstandsudviklingen.
Over perioden fra 2015 til 2023 er velfærden blevet underfinansieret med 22,5 mia. kr. Det er vanskeligt at få øje på den slappe udgiftspolitik.
Hvis regningen for forsvaret alene tørres af på lønmodtagerne gennem højere skat, hårde arbejdsudbudsreformer, højere pensionsalder og nedskæringer i velfærden risikerer vi at lægge fundamentet for en utilfredshed i befolkningen, der kan få store konsekvenser.
Ikke mindst for opbakningen til forsvaret.
For når Corydon siger, at reformer har skabt vores økonomiske råderum og velstand, glemmer han det helt afgørende. At bag de reformer er rigtige mennesker, der arbejder flere og flere år.
Det er lønmodtagerne, der skaber råderummet. Alligevel mener Corydon, at de skal betale hele den nye regning til forsvar, mens virksomhedsarvinger får skattelettelser.
Det kan de fleste heldigvis se det urimelige i.
