I de seneste års offentlige debat er forskning og viden om arbejdsmiljø ikke kommet tilstrækkeligt ud over rampen og ind i politikernes og meningsdannernes bevidsthed. Det skal vi have lavet om på, for vi har brug for, at arbejdsmiljøforskerne bidrager med viden, som kan kvalificere beslutninger og bidrage til at prioritere de indsatser, der virker.

I februar trådte en ny særlov om boligforholdende til udenlandske arbejdstagere i kraft. Loven, der skulle forbygge smittespredning, gælder dog kun til november. Det er et problem, for der har både før og under coronaepidemien været utallige eksempler på uhumske og direkte sundhedsskadelige boligforhold. Det skal der gøre op med, og derfor bør loven gøres permanent.

En ny coronalov, der stiller konkrete krav til indretningen af arbejdsrelaterede boliger, skulle forbedre forholdene for de udenlandske arbejdere og begrænse smitterisikoen i samfundet. Men som bl.a. Fagbladet 3F og senest A4 netop har dokumenteret, så halter det både med arbejdsgiveres efterlevelse af reglerne og med kommunernes tilsyn.

Mobning og chikane hører på ingen måde hjemme på en arbejdsplads. Uanset årsagen. Men vi skal heller ikke være bange for at diskutere med hinanden. Det er naturligt at tale med sine kolleger om valg af fagforening. Det må ikke være tabu. Så længe nogle gerne vil have de rettigheder, der er forhandlet hjem gennem overenskomsterne, uden at betale for dem – så må der også være plads til åbent at diskutere uenighederne.

I næste uge åbner søgningen til den nye Arbejdsmiljøpulje, der skal forbedre arbejdsmiljøet i små private virksomheder. Dermed bliver der bedre mulighed for at løse de mange udfordringer, vi stadig har med både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Nu skal vi i fællesskab mellem både fagbevægelsen og arbejdsgiverne have omsat de gode intentioner til handling og konkrete forbedringer.