Statsministeren fortalte i dag om sin onkel Kai Erik.
Han var en af de mange lønmodtagere, der mistede jobbet, da Lindøværftet lukkede i 2012.
Jeg er glad for, at statsministeren tog den historie med i sin åbningstale. For Lindø fortæller både noget om, hvad det betyder, når arbejdspladser forsvinder, og hvad vi kan, når vi går sammen.
For mig ligger den vigtigste lære i det, der skete efter lukningen.
Fagforeninger og virksomheder gik sammen. Lønmodtagerne tog efteruddannelse og fik papir på det, de kunne. Nye virksomheder og arbejdspladser voksede frem. Og i dag arbejder der lige så mange på Lindø, som da værftet lukkede.
Jeg er stolt af alle de gode folk på begge sider af bordet, der var med til at skabe en ny fremtid for lokalsamfundet.
Den vilje har vi brug for i hele Danmark. Når en stor arbejdsplads lukker, skal der være en vej videre for både lønmodtagerne og lokalsamfundet.
For mister man sit job i et landdistrikt, kan der være langt til det næste. Og når skolen, købmanden og busruterne også forsvinder, bliver det sværere at skabe sig en fremtid dér, hvor man hører til.
Det skaber en kløft i vores land.
Ulighed handler både om postnummer og pengepung. Man skal kunne få en uddannelse og et godt job, uanset hvor man bor. Og en almindelig løn skal give mulighed for at skabe et trygt liv både i byen og på landet.
Nu skal ambitionerne i statsministerens åbningstale omsættes til bedre muligheder for lønmodtagerne.
Det kræver investeringer i uddannelser. Det kræver gode arbejdspladser i hele landet. Og det kræver efteruddannelse og omskoling, når jobbet forandrer sig.
Lindø viser, at nye muligheder ikke kommer af sig selv. Vi skaber dem, når vi går sammen. Det skal vi bygge videre på.