Mandag den 9. oktober 2023 godkendte EPSCO-Rådet – og dermed medlemslandenes beskæftigelsesministre – konklusioner om mental sundhed og usikre ansættelsesforhold.

Ifølge Kommissionens pressemeddelelse om konklusionerne, skal de nye rådskonklusioner bl.a. ses i lyset af tal fra 2022, der viser, at 27% af arbejdstagerne i EU led under stress, depression og angst.

I rådskonklusionerne fokuserer ministrene særligt på usikre ansættelsesforhold, herunder f.eks. underentrepriser og platforms- og vikararbejde. EPSCO-Rådet opfordrer konkret medlemslandene til:

  • at fremme beskæftigelsespolitikker af høj kvalitet for at bekæmpe usikkerhed
  • at styrke offentlige systemer, der sikrer mental sundhed på arbejdet
  • at fremme forskning i mental sundhed på arbejdet
  • at støtte ansættelse eller reintegration af arbejdstagere med mentale sundhedsproblemer

Desuden opfordres Kommissionen til at overveje en passende politik for tackling af psykosociale risici på arbejdspladsen samt retten til at være offline, og til at fremme koordinering af nationale initiativer vedrørende håndtering af psykosociale risici på arbejdspladsen.

Yderligere opfordrer rådskonklusionerne arbejdsmarkedsparterne til at føre social dialog for at forbedre arbejdsvilkårene og øge bevidstheden om psykologisk trivsel på arbejdspladsen.

  • Du kan læse EPSCO-Rådets konklusioner om mental sundhed og usikre ansættelsesforhold her: pdf (europa.eu)

En ny rapport fra ETUI viser i øvrigt, at 25.16% af EU’s arbejdstagere i 2015 oplevede et belastende psykosocialt arbejdsmiljø.

Tallene er et klart bevis på, at der er behov for tiltag, der sikrer mental sundhed på arbejdspladserne i EU. Behovet har været der længe, men der mangler endnu handling.

I FH vil vi op til Europa-Parlamentsvalget i 2024 arbejde for, at der kommer reel handling bag ordene, og at man også på EU-plan tager fat om det psykosociale arbejdsmiljø.