Er du glad for dit arbejde?

Det kan mange heldigvis svare ja til.

Næsten tre millioner lønmodtagere går på arbejde hver dag og de fleste og oplever, at de bidrager med noget vigtigt. Det er en styrke for både arbejdspladserne og for det danske samfund.

Det er også en af hovedkonklusionerne i DA’s nye analyse om stress og trivsel blandt danske lønmodtagere.

Den metode DA anvender i analysen viser samtidig, at kun 6 pct. af lønmodtagerne har et alvorligt stressniveau. Det får DA til at konkluderes, at medierne har fremstillet udfordringer med stress som større, end de er.

Arbejdsgiverne har et ansvar for at sikre et ordentligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Det ansvar kan man ikke uddelegere!

flemming h. grønsind

Samtidig peger arbejdsgiverorganisationen på, at den enkelte kan gøre mere selv ved at tage ansvar for sin mentale sundhed – ved f.eks. at være aktiv og gøre noget meningsfuldt sammen med andre.

Her er det mine advarselslamper begynder at blinke.  For DA er her ude i en manøvre, der både negligerer problemets omfang og lægger ansvaret over på den enkelte.

I fagbevægelsen ved vi – både fra forskning og vores medlemmers hverdag – at stress er en alvorlig udfordring på mange arbejdspladser.

Og vi ved også, at dårligt psykisk arbejdsmiljø kan føre til både sygefravær og mennesker, der ikke kan holde til et langt arbejdsliv.

Stress er komplekst, og årsagerne kan være mange. Men som jeg  siger til Jyllands-Posten i dag, så fylder arbejde en meget stor del af vores liv, og derfor har arbejdspladsen selvfølgelig stor betydning for både trivsel, stress og nedslidning.

Arbejdsgiverne har et ansvar for at sikre et ordentligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Det ansvar kan man ikke uddelegere.

I fagbevægelsen håber vi på en ny regering, der både leverer værdige og retfærdige tilbagetrækningsmuligheder – og som samtidig investerer langt mere i arbejdsmiljøet.

For det nytter ikke meget at tale om længere arbejdsliv, hvis mennesker ikke kan holde til arbejdslivet.

Vi skal have et arbejdsmarked, hvor man kan være stolt af sit arbejde – uden at blive syg af det.

Er du stresset? Tag FH’s stresstest!

Det er ikke ligegyldigt om du ligger i det grønne, gule eller røde felt