Fire dage og nætter i et lejet hus med en teenager med stofmisbrug.

Det var essensen af Mikael Erman Hansens arbejde som kommunalt ansat socialpædagog. Han tog på afrusningsture med unge, der var faldet ned i et misbrug af for eksempel hash eller kokain, og havde brug for hans hjælp.

”Det var unge med en masse forskellige baggrunde. Fælles for dem var, at de havde et eller andet traume, de medicinerede med stoffer,” fortæller han.

Man kunne sagtens komme hjem med en hel bunke kvitteringer, der så ikke skulle indleveres med det samme, så pludselig kunne man have tre kuverter fyldt med kvitteringer, der skulle holdes styr på!§

Mikael Erman Hansens

Han var afsted med unge ned til 13 år og op til begyndelsen af 20’erne. De unge var afsted i 11-12 dage i alt, hvoraf Mikael var der de fire. Dagene gik med, hvad den unge nu havde brug for – det kunne være udflugter til biograf eller forlystelsespark, timevis med playstation eller gåture, og i nogle tilfælde stort set ingenting.

”Mit fokus var bare, at de skulle opleve gode dage uden at være på stoffer. For de havde det som regel sådan, at der kun skete sjove ting, når de var på stoffer,” siger Mikael Erman Hansen.

Problemer med kvitteringer

Mikael var selv ansvarlig for at handle ind til turene, for at købe biografbilletter, brændstof til bilen og alt muligt andet.

Derfor var der flittig brug på hans kommunalt udstedte dankort.

Det betød selvfølgelig også, at der skulle holdes styr på mange kvitteringer, som skulle indleveres til økonomiafdelingen efter nogle nærmere bestemte retningslinjer.

”Man kunne sagtens komme hjem med en hel bunke kvitteringer, der så ikke skulle indleveres med det samme, så pludselig kunne man have tre kuverter fyldt med kvitteringer, der skulle holdes styr på”.

Og det var ikke lige hver en ispind eller liter mælk, Mikael fik gemt kvitteringen på. Og i foråret 2022 syntes arbejdsgiveren, at det var kikset for mange gange. Derfor blev Mikael kaldt til tjenstlig samtale og fik en advarsel.

Han rettede op, men efter en afrusningstur i juni, der først skulle indleveres kvitteringer for i august, gik det galt igen.

Fyret for 12 manglende kvitteringer

Det blev imidlertid først opdaget i november, at Mikael manglede at indlevere i alt 12 kvitteringer fra turen i juni. Han fik to uger til at finde dem, og han fandt faktisk 10 af dem, men den dag, han skulle indlevere dem, var de pludselig forsvundet fra kontoret.

Og da han stod med det ene ben på vej på en ny afrusningstur, blev deadlinen overskredet.

Jeg var ret chokeret over, at jeg kunne blive fyret for det!

mikael erman hansen

Han blev kaldt til samtale 19. december 2022, hvor han blev fyret.

”Jeg var ret chokeret over, at jeg kunne blive fyret for det,” fortæller han.

Uretmæssig fyring gav godtgørelse

Mikael Erman Hansen er i dag 49 år. Han har været uddannet socialpædagog i 19 år og har arbejde i faget i 25 år. I vinteren 2022 havde han været ansat samme sted i 10 år. Så sent som i oktober 2022 modtog han endda et særtillæg for ekstraordinært god indsats over for de unge.

Samtidig understregede ledelsen over for ham, at der ikke var skyggen af mistanke om, at der lå bevidst svindel bag de manglende kvitteringer – altså, at han havde ’taget af kassen’.

Derfor klagede FOA over forløbet og tog sagen til Afskedigelsesnævnet. Her var der ingen tvivl: Fyringen var en klar overreaktion, og en advarsel mere havde været på sin plads.

Mikael fik derfor 100.000 kroner i godtgørelse for uretmæssig fyring.

”Det var selvfølgelig dejligt at få medhold i, at det var uretfærdigt. For det synes jeg i den grad, det var,” siger Mikael Erman Hansen.

Svært at komme tilbage i job

Den uretmæssige fyring har haft store konsekvenser for ham. Det har været 2½ år, hvor han ikke er lykkes med at lande et fast job som socialpædagog og blandt andet har bragt mad ud for Wolt.

”Det er svært at komme tilbage i job, når man ikke kan få en udtalelse fra det sted, man har været ansat i ti år. Så med ét slag gik jeg fra at have et strålende cv med lutter glade arbejdsgivere til slet ikke at kunne komme tilbage i mit fag,” fortæller Mikael Erman Hansen.

Men nu lysner det. Han er nemlig netop blevet tilbudt et fast job på et ungehjem.

”De bad også om en reference fra mit tidligere job, men nu kunne jeg henvise til afgørelsen fra Afskedigelsesnævnet. Så kunne de godt forstå, at det var svært at ringe til min gamle chef,” siger han.