Europa-Parlamentet har netop stemt ja til et mandat for en ny virksomhedsform: Det såkaldte “28th regime” – som et supplement til nationale selskabsregler.
Nu sender den europæiske fagbevægelse ETUC (European Trade Union Confederation) en kraftig advarsel om, at forslaget kan få alvorlige sociale konsekvenser og true lønmodtageres rettigheder.
Initiativet “28th regime” går ud på at skabe et harmoniseret EU-regime for innovative virksomheder, som skal gøre det nemmere at etablere og drive selskaber på tværs af EU’s 27 medlemslande med et fælles regelsæt.
Tilhængere mener, at det vil reducere juridiske barrierer, fremme investeringer og styrke EU’s konkurrenceevne globalt.
Ræs mod bunden
Men ETUC mener, at en sådan parallel struktur kan misbruges til at omgå nationale social- og arbejdslove.
Både Europa-Parlamentet og fagbevægelsen har ifølge ETUC erkendt, at forslaget rejser “dybtgående juridiske, sociale og økonomiske problemstillinger”, særligt hvis det bruges af ”uansvarlige arbejdsgivere til at underminere nationale arbejdslove, kollektive forhandlinger og lønmodtagerrepræsentation.”
ETUC’s General Secretary Esther Lynch siger i en pressemeddelelse på etuc.org, at lønmodtagere ikke må betale prisen, når risikable startup-drømme brister:
“Too often, start-ups offer insecurity and call it opportunity. Calls from some quarters to replace proper pay and employment protections with share options should not be listened to. Most start-ups do not become unicorns and workers must not be the ones left to pick up the tab whenever a business gamble fails”.
Hun understregede samtidig, at Kommissionen må genoverveje sin tilgang og sikre, at sociale rettigheder ikke undermineres: “We call on Commissioner Michael McGrath to rethink the approach”.
Fakta: Tilhængere mener
Tilhængerne fremhæver, at “28th regime” kan reducere administrative byrder og gøre det lettere for virksomheder at operere på tværs af grænser – blandt andet gennem digital registrering og ensartede regler for kapital og ledelse. Det vil reducere juridiske barrierer, fremme investeringer og styrke EU’s konkurrenceevne globalt.
Regime shopping
Det var også denne bekymring, FH rejste i sidste uge på fho.dk. Her lød advarslen, at et fælles EU-regime kan åbne for regime-shopping, hvor virksomheder vælger den mest lempelige regulering – og dermed sætter gang i et kapløb mod bunden for løn- og arbejdsvilkår.
Den samme kritik går igen hos ETUC, som peger på, at modellen kan gøre det lettere at omgå nationale systemer for kollektive aftaler, social sikring og minimumsstandarder.
Fagbevægelsens hovedbekymring er, at harmoniseringen ikke stopper ved selskabsret, men også kan brede sig til arbejds- og sociallovgivning.
Hvis det sker uden stærke værn, risikerer det at undergrave de rettigheder og aftalesystemer, som lønmodtagere har opbygget gennem årtier.
Samtidig bemærker både FH og ETUC, at EU allerede har betydelige redskaber og direktiver til at håndtere virksomheders eventuelle barrierer og udfordringer.
Derfor er der ikke nødvendigvis behov for en helt ny selskabsform, som risikerer at svække den sociale beskyttelse af Europas lønmodtagere, som er selve kernen i den europæiske arbejdsmarkedsmodel.
FH og ETUC’s advarsler om “28th regime”
Mens EU-institutionerne understreger behovet for at styrke EU’s konkurrenceevne og reducere juridiske barrierer for virksomheder, advarer fagbevægelse og kritikere om, at uden klare sociale sikkerhedsventiler risikerer Europa at svække arbejdsvilkår og nationale rettigheder frem for at styrke dem:
- Risiko for omgåelse af nationale arbejdslove og sociale standarder.
- Etablering af et parallel EU-system uden for nationale regelsæt, der kan underminere kollektive forhandlinger og arbejdstagerrepræsentation.
- Regime-shopping: Virksomheder kan vælge den mindst socialt krævende struktur.
- Fare for et “race to the bottom” i arbejds- og sociale rettigheder på tværs af EU.
- Manglende garantier for, at nationale arbejdslove og kollektive rettigheder bevæges intakte under en ny EU-virksomhedsform.







