Den Internationale Domstol i Haag har slået fast, at retten til at strejke er beskyttet af ILO-konvention nr. 87 om foreningsfrihed og retten til at organisere sig.

Afgørelsen kom torsdag den 21. maj og sætter punktum for en langvarig strid i Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, om hvorvidt strejkeretten er en del af den internationale beskyttelse af foreningsfriheden.

Spørgsmålet har været omstridt i årevis. I 2012 førte uenigheden til en alvorlig krise i ILO’s tilsynssystem, da arbejdsgiversiden afviste, at konvention nr. 87 beskytter retten til at strejke.

I november 2023 blev spørgsmålet derfor sendt videre til Den Internationale Domstol efter ønske fra arbejdstagergruppen og med støtte fra 36 regeringer, herunder den danske.

Strejkeret omfattet af foreningsfriheden

Domstolen fastslår nu, at strejkeretten er omfattet af foreningsfriheden. Dermed bekræfter afgørelsen et grundlæggende princip for fagbevægelsen: Retten til at organisere sig mister sin kraft, hvis arbejdstagere ikke også har mulighed for kollektivt at lægge pres bag deres krav.

Afgørelsen vil få stor betydning for international arbejdsret, ILO’s standarder og fortolkningen af arbejdstagerrettigheder globalt.

Domstolen understreger dog samtidig, at strejkeretten fortsat kan reguleres nationalt, og at udtalelsen ikke i sig selv fastlægger de præcise rammer for, hvordan strejkeretten skal udøves i de enkelte lande.

Domstolen skriver i denne forbindelse, at afgørelsen ”ikke indebærer nogen fastlæggelse af det nøjagtige indhold, omfanget eller betingelserne for udøvelsen af denne ret.

For fagbevægelsen er afgørelsen ikke desto mindre en historisk anerkendelse af, at strejkeretten er en uadskillelig del af den frie organisationsret.