Danmark skruer endnu en gang op for støtten til Ukraine.

Det stod klart, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, den 10. og 11. november besøgte Danmark for femte gang siden Ruslands invasion i 2022.

Besøget bød på nye milliarder til Ukraines forsvar, planer om tættere samarbejde om droner og luftforsvar samt et historisk besøg i Folketingssalen.

Samtidig understregede både den danske regering og Zelenskyj behovet for fortsat europæisk støtte til Ukraine.

Nye milliarder til Ukraines forsvar

Allerede inden Zelenskyj landede i København, præsenterede regeringen en ny støttepakke på 4,8 milliarder kroner til militært udstyr. Hovedparten skal bruges på luftforsvar.

Derudover afsatte Danmark 150 millioner kroner til Ukraines energisektor, som er hårdt ramt af russiske angreb.

Det er Danmarks 32. militære donationspakke siden krigens begyndelse. Danmark er blandt Ukraines største økonomiske støtter.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen understregede, at den nye støtte også skulle sende et signal til resten af Europa om at øge hjælpen.

Støtten kommer på et kritisk tidspunkt. Ukraine står over for endnu en vinter med russiske angreb på landets energiforsyning og civile infrastruktur.

FH: Ukraines lønmodtagere holder landet i gang

Også den danske fagbevægelse har gennem krigen bidraget til at hjælpe Ukraine.

På FH’s netop afholdte kongres i slutningen af oktober besluttede de delegerede at donere en million kroner til den ukrainske fagbevægelse. Pengene skal blandt andet hjælpe krigsveteraner tilbage i arbejde og støtte lønmodtagere gennem den hårde vinter.

Krigen i Ukraine udkæmpes af lønmodtagere. Både ved fronten og på de fabrikker, hospitaler og lagre, der gør ukrainerne i stand til at fortsætte deres tapre frihedskamp!

morten skov christiansen

FH-formand Morten Skov Christiansen fremhævede i forbindelse med Zelenskyjs besøg, at Ukraines frihedskamp ikke kun foregår ved fronten:

“Krigen i Ukraine udkæmpes af lønmodtagere. Både ved fronten og på de fabrikker, hospitaler og lagre, der gør ukrainerne i stand til at fortsætte deres tapre frihedskamp.”

Morten Skov Christiansen pegede også på de mennesker, der hver dag holder det ukrainske samfund i gang:

“Smeden, der tager en ekstra vagt, fordi kollegaen er sendt til fronten. Sygeplejersken og pædagogen, der passer på pårørende til dem, der kæmper.”

Flere af FH’s medlemsforbund har gennem krigen ydet konkret hjælp til Ukraine.

HK har afsat to millioner kroner til blandt andet nødhjælp, bedre arbejdsmiljø og hjælp til krigsveteraner, der skal tilbage i arbejde.

3F har sammen med DTDA – Fagbevægelsens Udviklingssamarbejde bidraget til en humanitær indsats, der har hjulpet ukrainske flygtninge med mad, husly og andre fornødenheder.

Samtidig har 3F og FH sammen med Dansk Industri deltaget i et projekt, der skal styrke det ukrainske arbejdsmarked og hjælpe krigsveteraner med uddannelse og omskoling.

Ukraine skal hjælpe med Danmarks droneskjold

Besøget handlede ikke kun om dansk støtte til Ukraine. Det handlede også om, hvad Danmark kan lære af ukrainernes erfaringer fra krigen.

Forsvarsminister Jeppe Bruus fortalte onsdag, at Danmark vil købe både droner og antidronesystemer fra ukrainske virksomheder. Teknologien skal blandt andet bruges til det droneskjold, Danmark er ved at opbygge for at kunne opdage og bekæmpe fjendtlige droner. Samarbejdet bygger på en aftale fra sommeren, hvor Danmark afsatte omkring 750 millioner kroner til indkøb fra den ukrainske forsvarsindustri.

Samtidig fortalte Zelenskyj om planerne for at åbne et kontor i København for det europæiske luftforsvarsprojekt Freyja, der udvikles af ukrainske og europæiske virksomheder og skal styrke Europas muligheder for at forsvare sig mod missilangreb.

Dermed kan samarbejdet både styrke Ukraines forsvar og bidrage til Europas egen sikkerhed.

Historisk tale i Folketinget

Besøgets mest historiske øjeblik fandt sted onsdag den 11. november.

Her blev Zelenskyj den første udenlandske statsleder til at holde tale fra talerstolen i Folketingssalen.

Besøget omfattede også møder med statsminister Mette Frederiksen, de nordiske regeringschefer samt kong Frederik og kronprins Christian. På Københavns Universitet understregede Zelenskyj, at Ukraine fortsat har brug for stærke internationale partnere.

Samtidig fandt der fredsforhandlinger sted i Abu Dhabi mellem Ukraine, Rusland og USA.

Med den nye milliardpakke og det tættere forsvarssamarbejde sendte Danmark et klart signal om, at støtten til Ukraine fortsætter.

Og med FH’s donation på en million kroner og medlemsforbundenes mange indsatser bidrager den danske fagbevægelse til at støtte de lønmodtagere, som holder Ukraine i gang under krigen.

Udvikling
Udvikling
Udvikling
Krigsrelaterede arbejdsskader, stress og ar på sjælen. Arbejdsmiljøudfordringerne er mange under krigen. Derfor træner Dansk Metal ukrainsk fagbevægelse i arbejdsmiljø og støtter ukrainske metalarbejdere via Ulandssekretariatet.