Under denne sommers hedebølge var der mindst 35.000 varmerelaterede dødsfald i Europa. Og de stigende temperaturer er rykket med ind på arbejdspladserne.

Men selvom det særligt er de høje temperaturer, der påvirker arbejdsmiljøet, fastslår en rapport bestilt af Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg (EMPL), at også kulde og andre ekstreme vejrhændelser udgør en risiko.

Det er på tide, at vi ikke kun afbøder konsekvenserne af klimakrisen, men også tilpasser os de realiteter, som krisen tydeligt viser os!

Maria Ohisalo, de frie grønne

På denne baggrund præsenterede udvalget i denne uge et udkast til en betænkning, der foreslår Europa-Kommissionen at fremlægge et nyt direktiv, der skal sikre bedre beskyttelse af lønmodtagerne mod ekstreme temperaturer på arbejdspladsen.

Manglende fokus og objektive mål

Ordføreren for initiativet, finske Maria Ohisalo fra De Grønne, præsenterede udkastet til betænkningen og pointerede bl.a., at den nuværende beskyttelse af lønmodtagerne er spredt ud over et patchwork af lovgivning:

”Det er på tide, at vi ikke kun afbøder konsekvenserne af klimakrisen, men også tilpasser os de realiteter, som krisen tydeligt viser os”, sagde hun.

Ohisalo påpegede desuden, at den eksisterende lovgivning mangler videnskabelige og objektive mål for, hvornår ekstreme temperaturer udgør en risiko for arbejdsmiljøet. Derudover problematiserede hun, at lønmodtagerne mangler en konkret ret til at nedlægge arbejdet og gå hjem uden at miste deres løn, når temperaturen fx bliver for høj.

Endelig understregede Ohisalo, at retten til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold ikke må være afhængig af, hvor man bor. Derfor er der behov for bindende minimumsstandarder til at sikre beskyttelse mod ekstreme temperaturer på arbejdspladsen samt en ramme til at identificere risikofaktorerne.

Tag hånd om uligheden

Udkastet til betænkningen blev godt modtaget af de tilstedeværende parlamentarikere ved debatten. Flere pointerede, at der skal tages hånd om uligheden i hvilke brancher, der i særlig grad eksponeres for de ekstreme temperaturer, ligesom der skal tages hånd om udsatte og sårbare grupper. 

Også Kommissionen var repræsenteret i debatten og gav udtryk for, at intet job kan kaldes for et kvalitetsjob, hvis det sætter lønmodtagernes helbred og sikkerhed i fare. Derfor overvejer Kommissionen at tage spørgsmålene om ekstreme temperaturer på arbejdspladsen med ind i planen for kvalitetsjobs, den såkaldte Quality Jobs Act, der efter planen præsenteres i december.

Udvalget skal nu arbejde videre med udkastet til betænkningen, som forventes at blive sat til afstemning i maj 2027.

Fakta: EU vil beskytte lønmodtagere mod ekstrem varme og kulde

Ekstreme temperaturer er allerede et stort arbejdsmiljøproblem i Europa.

  • 130 millioner lønmodtagere i Europa udsættes hvert år for varmestress på arbejdet.
  • 277.000 arbejdsskader og 230 dødsfald om året sættes i forbindelse med varmestress på europæiske arbejdspladser.
  • 9-17 procent større risiko for arbejdsulykker ved ekstrem varme, viser større undersøgelser omtalt i rapporten.
  • 17 milliarder euro årligt kan hedebølger koste EU i tabt produktivitet i 2030.
UDKAST TIL BETÆNKNINGEN

Oversigt over forslag

  • Fælles EU-regler: Et nyt direktiv skal beskytte lønmodtagere mod ekstreme temperaturer.
  • Temperaturgrænser: Videnskabeligt baserede grænseværdier for varmestress og kuldebelastning.
  • Arbejdsgivernes ansvar: Obligatoriske risikovurderinger af ekstreme temperaturer på arbejdspladsen.
  • Bedre beskyttelse: Forebyggelse gennem blandt andet pauser, køling, skygge og tilpassede arbejdstider.
  • Økonomisk tryghed: Bedre mulighed for kompensation til ansatte, der mister arbejde eller indkomst på grund af ekstremt vejr.
  • Faglig indflydelse: Fagforeninger og lønmodtagere skal inddrages i forebyggelsen og tilpasningen af arbejdspladserne.

UDKAST TIL BETÆNKNINGEN