Arbejdsskader giver store erstatninger til pædagoger – nu kan rettigheder blive svækket
BUPL har i 2024 igen hentet et rekordstort erstatningsbeløb hjem til arbejdsskadede pædagoger.
I alt 235 millioner kroner.
Fakta
Hidtil har en arbejdsulykke skullet anmeldes, hvis den har medført én ekstra sygedag ud over ulykkesdagen. Fra 1. juli skal en skade først anmeldes, hvis den har medført tre ekstra sygedage.
Det er et markant højere beløb end tidligere år og skyldes blandt andet, at mange arbejdsskadesager nu er blevet afsluttet efter lange ventetider.
Ifølge BUPL oplever omkring hver tiende pædagog hvert år en arbejdsulykke, og mange af sagerne kræver deres hjælp for overhovedet at blive anmeldt og behandlet korrekt.
De største individuelle erstatninger er løbet op i mere end 6 millioner kroner til pædagoger, der har mistet arbejdsevnen som følge af alvorlige skader.
Samtidig advarer BUPL om nye regler, der kan gøre det sværere for arbejdsskadede pædagoger at få erstatning fremover.
Sikring bliver dårligere
Hidtil har en arbejdsulykke skullet anmeldes, hvis den har medført én ekstra sygedag ud over ulykkesdagen. Fra 1. juli skal en skade først anmeldes, hvis den har medført tre ekstra sygedage.
Ifølge BUPL betyder ændringen, at færre arbejdsskader risikerer at blive anmeldt, selvom de senere kan vise sig at være alvorlige:
“Bliver en ulykke ikke anmeldt, fordi den måske kun har ført til én eller to sygedage, vil man stå svagere i forhold til at få arbejdsskadeerstatning, hvis det senere viser sig, at skaden var værre, end man måske først vurderede,” siger Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for arbejdsmiljø, i en pressemeddelelse på bupl.dk.
Regeringen har begrundet ændringen med et ønske om at reducere administrativt arbejde, men BUPL frygter, at konsekvensen i praksis bliver en svækkelse af lønmodtagernes rettigheder. Når færre skader anmeldes, bliver det vanskeligere at dokumentere sammenhængen mellem arbejdet og en senere varig skade.
BUPL har sammen med andre fagforbund forsøgt at få ændringerne stoppet, men uden held indtil videre.
Ifølge BUPL er tidlig og korrekt anmeldelse afgørende for, om en arbejdsskade senere kan anerkendes og føre til den erstatning, som den skadede har krav på.
Kontakt straks din fagforening
Hvis du eller en kollega kommer til skade, så kontakt straks din fagforening og få skaden anmeldt med det samme. Det kan stadig gøres fra første dag (frem mod 1. juli) og sikrer den nødvendige dokumentation.
Kilde: BUPL.dk









