Tirsdag den 28. april afsagde Højesteret dom i en sag, der var blevet udråbt som en potentiel økonomisk bombe under forsikringsbranchen.
Interessen var massiv.
Så massiv, at Højesteret måtte afvise tilhørere i døren.
Nu er dommen afsagt. Vores modpart i Ankestyrelsen tabte. Og forsikringsselskaberne er her også i morgen.
Sagens kerne er egentlig enkel.
I årtier har myndighederne praktiseret en bagatelgrænse på 12-13 pct. for erhvervsevnetab i arbejdsskadesager. Men i 2024 slog Højesteret fast, at reglerne var blevet misforstået: Grænsen har siden 1978 været 5 pct.
De konkrete sager i 2024 angik personer i fleksjob, hvor særlige beregningsregler gælder. Men Højesteret var eksplicit: Fortolkningen gælder alle skadelidte – ikke kun fleksjobbere.
Det burde have været afslutningen.
Alligevel valgte Ankestyrelsen at forsøge sagen prøvet endnu en gang. For at få adgang til Højesteret igen, blev der ikke kun argumenteret juridisk, men også med samfundsøkonomiske konsekvenser.
Beregningerne holdt ikke
I den proces blev der opbygget et dramatisk billede af konsekvenserne: Hvis dommen blev lagt til grund bredt, ville det koste op mod 100 mia. kr. i ekstra erstatninger og potentielt true store dele af forsikringsbranchen på livet.
Men beregningerne holdt ikke.
Undervejs i sagen måtte myndighederne selv nedjustere deres estimater. Først til 10-30 mia. kr. – en indrømmelse af, at der var regnet forkert i størrelsesordenen 70-90 mia. kr. Men også dette lavere skøn viste sig at hvile på et usikkert grundlag.
I beregningerne indgik blandt andet personer, som selv havde oplyst, at deres arbejdsskade ikke havde haft økonomisk betydning.
Der blev også medregnet personer, der var gået ned i indtægt, uden dokumenteret sammenhæng med skaden – herunder personer, der var gået på efterløn, barsel eller havde skiftet karriere. Samtidig blev der regnet med erstatningsniveauer, der lå markant over det normale, og med, at op mod 60 pct. af sagerne ville blive genoptaget – selvom de faktiske erfaringer viser, at niveauet er tættere på 2 pct.
Når vi i fagbevægelsen korrigerer for regnefejl og fejlskøn, kommer vi frem til, at der nok nærmere er tale om en samlet regning på cirka 235 millioner kroner– det bør være et overkommeligt beløb for en branche, der tjener 1,5-2 mia. kroner årligt på arbejdsskadesager.
Alligevel har vi efter dommen set forsikringsbranchen advare om milliardregninger og trusler mod den finansielle stabilitet.
Sagen rejser derfor et principielt spørgsmål: Hvor langt kan – og bør – man gå i brugen af skrækscenarier i den offentlige debat og i retssager? Selvfølgelig skal der tages højde for samfundsøkonomiske konsekvenser. Men når beregningerne er så upræcise, risikerer det at skævvride både den offentlige samtale og politikernes beslutningsgrundlag.
Den konkrete sag har fået sit punktum. Vi vågnede alle sammen op dagen efter til den samme verden, som vi var gået i seng til.
Vi glæder os i fagbevægelsen over udfaldet og tillader os i al venskabelighed at opfordre vores modpart til, at lade kommende sager handle om gode juridiske argumenter – ikke dårlig matematik.
Indlægget er bragt i Børsen 19.05.26