Hvis man har prøvet at pendle til arbejde igennem en stor by, så ved man, at myldretidstrafik ikke er for sjov.
I mange tilfælde kan rejsetiden blive markant længere, hvis man pendler i de tidsrum, hvor der er mest trafik.
Alligevel besluttede Højesteret i en nylig afgørelse, at trafikforhold ikke skal tælle med, når man skal udregne rejsetiden til og fra arbejde.
Tog ikke højde for trafik
Sagen omhandler tre medarbejdere, der i forbindelse med reformen af Skat fik meddelt, at de skulle flytte arbejdssted. For den ene af de tre medarbejdere gjaldt det en flytning fra Fredensborg i Nordsjælland til Næstved på Sydsjælland.
Tidligere har domstolene taget stilling til, at tjenestemænd skal finde sig i flytninger, hvis deres transporttid stiger med maksimalt en time hver vej. Og ifølge krak.dk ville turen tage præcis 57 minutter mere end hans hidtidige transporttid.
Sagen er bare, at krak.dk ikke tager højde for trafikale forhold. Det gør derimod Google Maps, og en søgning herpå viste, at turen langt de fleste dage ville være mere end en time længere – og helt op mod en time og 20 minutter.
Splittet gruppe af dommere
De to andre medarbejdere skulle flytte arbejdssted fra Høje-Taastrup til Fredensborg.En kortere afstand end i den første sag, og mertransporttiden blev da også opgjort til 34 minutter hver vej.
Men i begge tilfælde var der tale om lønmodtagere, der hidtil havde benyttet offentlig transport til og fra arbejde og derfor ville få markant længere på arbejde. I begges husstande var der en bil, men den blev benyttet af ægtefællen.
Men tre af de fem højesteretsdommere gav arbejdsgiveren medhold og vurderede altså, at hverken trafik eller faktiske forhold om adgangen til en bil skulle spille en rolle.
De sidste to dommere var uenige, men det var ikke nok, og derfor skal Centralorganisationen af 2010 for Dansk Told & Skatteforbund på vegne af de tre lønmodtagere tilbagebetale 75.000 kroner i tidligere udbetalt erstatning samt 138.500 i sagsomkostninger.
Fakta
- Hvad betyder det for dig?
Den nye dom handler om ansatte i staten, der fik nyt geografisk placeret arbejdssted hos samme arbejdsgiver.
Hidtil har det været sådan, at tjenestemandsansatte skal være klar på en øget transporttid, ud over den transporttid, de havde i forvejen, så længe det er under en time.
- Hvad betyder dommen for dig?
Dommen handler om tre medarbejdere i Skat, der alle i forbindelse med den statslige udflytning af arbejdspladser i 2018, fik flyttet deres arbejdssted. Skat vurdererede disse faste grænser for, hvad medarbejderne kunne blive pålagt at rejse til og fra arbejde, og dem accepterede Højesteret:
– Tjenestemandsansatte: Op til 60 minutters ekstra transporttid hver vej.
– Overenskomstansatte: Op til 45 minutters ekstra transporttid hver vej.
Beregningen tager udgangspunkt i den hurtigste transportform. Har medarbejderen kørekort og en bil i husstanden, regnes der med bilkørsel – også selv om en anden beboer i husstanden bruger bilen til daglig, og at medarbejderen til daglig tager toget eller cykler.
Hvis medarbejderen ikke har kørekort eller bil, så bruges rejseplanen.dk (offentlig transport-beregner).
Derudover tages der udgangspunkt i krak.dk, der ikke medregner ekstra transporttid som følge af fx vejarbejde eller myldretid, som Google Maps gør. Ergo kan det være, at tiden, medarbejderen skal bruge, overstiger de 45 eller 60 minutter pga. myldretid – men det medregnes ikke ifølge den nye dom.
- Hvornår kan du gøre indsigelse?
En medarbejder kan argumentere for, at der er særlige forhold, der gør transporten vanskeligere. Det kan fx være:
– Manglende adgang til bil i praksis.
– Helbredsmæssige forhold, der forhindrer bilkørsel.
– Andre dokumenterede, individuelle udfordringer.
- Hvordan kan du lette overgangen i flytningen?
Selv om transporttiden ikke giver ret til at afvise flytningen, kan det være en ide at undersøge med ledelsen, om det er muligt at tilbyde ordninger, der gør overgangen lettere, fx:
– Fleksible mødetider eller kortere arbejdsuge.
– Flere hjemmearbejdsdage.
– Mulighed for at arbejde fra alternative lokationer.
- For dig, der arbejder uden for staten:
Der findes ikke uden for statens område tilsvarende klare hovedregler for, hvad medarbejdere skal tåle. Og særligt det forhold, at medarbejderne i staten ofte har brede beskrivelser af ansættelsesområdet i deres ansættelsesbeviser, spiller ind og gør, at medarbejderne typisk skal tåle mere end de fx skal tåle i kommuner og regioner eller på det private arbejdsmarked.









