Det er mere reglen end undtagelsen, at vi hører om strejker blandt arbejderne i Frankrig.

Her er arbejdsnedlæggelser efterhånden blevet en fast del af hverdagen, hvilket slider på samfundet og tilliden til hinanden på arbejdsmarkedet.

Men sådan har vi det ikke i Danmark – og det er der én særligt grund til.

Vores arbejdsmarked er nemlig bygget op omkring vores danske arbejdsmarkedsmodel, der i år fylder 125 år.

300 strejkende snedkere

Septemberforliget som i dag heder Hovedaftalen mellem FH og DA– også kendt som ”Arbejdsmarkedets grundlov” – blev grundlagt den 5. september 1899.

Det skete efter en arbejderkonflikt blandt 300 snedkersvende i syv jyske byer. Strejken endte med en storlockout fra arbejdsgiverne, der berørte 40.000 arbejdere på tværs af fag i Danmark.

Efter mere end 100 dages konflikt blev lockouten afsluttet med Septemberforliget, hvor arbejdsgiverens et til at lede og fordele arbejdet blev slået fast, mens fagforeningerne til gengæld fik deres principielle krav om retten til at organisere sig og til at strejke med i aftalen. 

Samtidig blev det nedskrevet, at aftaler – eller rettere overenskomster – om løn og arbejdsvilkår fremover skulle aftales mellem to ligeværdige parter. De arbejdende på den ene side, og arbejdsgiverne på den anden.

Det har resulteret i, at vi – arbejdsgivere og lønmodtagere – virkelig kan noget vildt sammen, som fx franskmændene ikke helt kan.

Selv om værktøjerne ’strejke’ og ’lockout’ fortsat kan bruges for at få eller genforhandle en overenskomst, så formår vi langt størstedelen af tiden at opnå løsninger gennem forhandlinger og dialog, som sikrer en balance mellem parterne.

Der bliver indgået aftaler tæt på de mennesker, aftalerne handler om. Og parterne er selv med til at håndhæve aftalerne og løse de konflikter, der måtte opstå. Det er nærdemokrati i ypperste forstand.

Det er samtidig denne balance, der har sikret Danmark en høj grad af arbejdsro, få konflikter og en stor økonomisk vækst blandt lønmodtagere såvel som virksomheder gennem de seneste 125 år sammenlignet med mange andre lande.

Kunstig intelligens og nye teknologier

Selv om hovedaftalen og den danske model efterhånden har nogle år på bagen, er den stadig yderst aktuel og brugbar den dag i dag.

Den spiller eksempelvis en central rolle i at sikre, at nye teknologier – såsom kunstig intelligens (AI) og automatisering – kan blive implementeret på en måde, der skaber fornuftige rammer på arbejdsmarkedet.

For der er ingen tvivl om, at mange lønmodtagere er bange for, hvad kunstig intelligens kan gøre ved deres arbejdsliv, ligesom mange arbejdsgivere ser kunstig intelligens som en nødvendighed, hvis de også fremover skal kunne gøre sig gældende i den internationale konkurrence.

Derfor er det afgørende, at arbejdsgivere og lønmodtagere sammen finder løsninger, som tager højde for alle.

Opbakningen til den danske model

For mange er den danske arbejdsmarkedsmodel en selvfølge, som vi i dagligdagen ikke tillægger den store betydning. Men det er vigtigt at forstå, at det netop er på grund af hovedaftalen mellem DA og FH, at forholdene på arbejdsmarkedet fungerer så godt i Danmark, som de gør i dag.

Hvis den ikke var der, ville der ikke være overenskomster. Dermed ville det være den enkelte arbejdsplads eller politikerne i Folketinget, der besluttede løn- og arbejdsvilkår – i stedet for, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne ved kollektive forhandlinger nåede frem til afbalancerede løsninger via vores mange overenskomster.

Og så er vi tilbage ved de franske tilstande…

Det er afgørende, at de danske lønmodtagere og arbejdsgivere i et fællesskab står sammen om at bevare og udvikle vores arbejdsmarkedsmodel.

For uden opbakning vil modellen smuldre, og vi risikerer at bevæge os i retning af mere konfliktprægede forhold. Lige så vigtigt er  det også, at politikerne på Christiansborg forstår og støtter aftalemodellen uden unødvendig indblanding.

Det politiske system spiller en vigtig rolle i at skabe de overordnede rammer i vores velfærdssamfund, men det er parterne på arbejdsmarkedet, der i sidste ende skal finde de praktiske løsninger. Der er en fin balance mellem politik og arbejdsmarkedets parters selvstændighed, som må respekteres for, at modellen kan fungere optimalt.

Septemberforliget fra 1899 er mere end blot en 125 år gammel rammeaftale. Det har lagt fundamentet for et samarbejdende arbejdsmarked, hvor dialog, kompromis og gensidig respekt er nøglen til succes.

Når vi ser på de udfordringer, vi står over for i dag – fra digitalisering, globalisering, nye arbejdsformer og kunstig intelligens – er det netop vores danske arbejdsmarkedsmodel, der kan sikre, at vi fortsat kan finde fælles løsninger, som både arbejdsgivere og lønmodtagere kan bakke op om.

Hovedaftalen fra 1899 er således ikke bare et gammelt støvet dokument, men en visionær aftale skrevet i fortiden med nu- og fremtidens fremsyn. En model der bygger på respekt, samarbejde og fælles ansvar.

Stort tillykke til den danske model med de 125 år.