Et byggefirma er løbet fra en regning på 4,3 millioner kroner i ubetalt løn på byggeriet af Microsofts nye gigantiske datacenter i Køge.
Her måtte mindst 24 rumænske ansatte ifølge 3F arbejde til en timeløn på omkring 50 kroner i timen.
De rumænske ansatte arbejdede med at opsætte facader på Microsofts nye prestigeprojekt i Køge for firmaet Facades Solution Limited ApS.
Her er Microsoft ved at opføre et gigantisk datacenter, der strækker sig over næsten 15.000 kvadratmeter.
Egentlig skulle de rumænske arbejdere ifølge overenskomsten have haft 144 kroner i timen, men de var slet ikke i nærheden af den løn, fortæller Aiste Vencke, der er faglig sekretær hos 3F Roskilde.
Hun har fulgt sagen tæt og har været ude at tale med de rumænske arbejdere om deres forhold.
I gennemsnit fik de rumænske ansatte 50 kroner i timen, vurderer 3F, men mange fik endnu mindre.
– Nogle af dem viste os deres bankoverførsler. Her fremgik det, at flere af rumænerne fik ned til 300 euro om måneden, eller hvad der svarer til 2.250 kroner, siger Aiste Vencke.
– Andre fik slet ikke løn i tre måneder og endte med at forlade byggeriet, fortæller hun.
Pengene blev sendt til rumænernes udenlandske bankkonto fra et irsk firma. Og de fleste af rumænerne endte i Danmark via job i Irland først.
– De var umiddelbart slet ikke ansat i firmaet, de arbejdede for, siger Aiste Vencke.
Stak af fra millionregning
I alt blev rumænerne snydt for 4,3 millioner kroner i løn, vurderer 3F, som rejste kravet mod Facades Solution ved Arbejdsretten.
– Men de gik “selvfølgelig” konkurs kort efter, at vi sendte klageskriftet, fortæller Christian Foli Jensen, konsulent ved 3F Byggegruppen.
Han havde en fornemmelse af, at Facades Solution ville gå konkurs, når kravet blev fremsendt.
– Vi havde fået at vide mange gange af Microsoft, at der ville være styr på deres byggeprojekt, og at alting skulle foregå efter reglerne, siger Christian Foli Jensen.
– Derfor havde vi en klar forventning om, at de ville tage ansvar, siger han.
3F Roskilde tog kontakt til Microsoft og hovedentreprenøren Exyte om sagen, før den skulle behandles af Arbejdsretten for at indgå i dialog om, hvorvidt de ville dække beløbet til de underbetalte arbejdere.
Det valgte Microsoft og Exyte at sige nej tak til, fortæller Christian Foli.
Ikke første gang
Microsoft har flere gange været ude at markere, at deres byggeprojekter skal foregå efter bogen.
De har blandt andet stillet krav til deres entreprenører om, at de arbejder efter danske regler.
Alligevel er sagen i Køge ikke enestående.
Også på Microsofts gigantiske byggeprojekt af et andet datacenter i Roskilde var der store problemer med at overholde overenskomsten.
Her endte det i 13 sager, hvor flere af firmaerne indgik forlig på i alt 2,7 millioner kroner for social dumping og lønsnyd.
Læs også: Tech-gigant snyder for 2,7 millioner i løn på dansk kæmpebyggeri
Derfor er Christian Foli Jensen også dobbelt frustreret over, at sagen fra Køge lige nu er endt i en blindgyde, hvor hverken Microsoft eller Exyte vil betale for underbetalingen af de 24 rumænske ansatte.
– Jeg synes, at det skriger til himlen, når man bare kan løbe fra en millionregning på et byggeprojekt for et af verdens allerstørste firmaer, siger han.
Microsoft: Har ikke noget med os at gøre
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra firmaet Facades Solution Limited.
Fagbladet 3F har også forsøgt at få en kommentar fra Exyte, som er hovedentreprenør på Microsofts byggeri i Køge.
De er heller ikke vendt tilbage.
Det er Microsoft, der har hyret Exyte og Facades Solution til at bygge for sig.
I et skriftligt svar til Fagbladet understreger Microsoft, at det er “afgørende” for dem, at alle, der arbejder på deres danske byggepladser, bliver behandlet ordentligt og i overensstemmelse med danske regler og standarder.
– Vi forventer, at alle parter, der arbejder på byggepladserne, overholder disse uden undtagelser, står der i svaret fra Microsoft.
Alligevel ønsker firmaet ikke at stille krav til, at deres entreprenører betaler regningen, når reglerne overtrædes, da de ikke anser sig selv som en del af sagen.
– Vores hovedentreprenører er fuldt ansvarlige for alle forhold vedrørende underleverandører, og vi arbejder tæt sammen med dem for at sikre, at danske arbejdsmarkedsstandarder overholdes, skriver Microsoft.
– Selvom vi er bekendt med retssagen, der involverer Facades Solutions, er Microsoft ikke part i denne sag og kan derfor ikke kommentere yderligere, lyder det fra techgiganten.
Forstå balladen om techgiganter
Milliardfirmaer snyder med løn på danske byggerier
- Flere af verdens største tech-firmaer bygger datacentre i Danmark for milliarder.
- Facebook, Google, Apple og Microsoft har anlagt datacentre i byer som Odense, Fredericia, Viborg. Roskilde og Køge.
- Men på både Facebook, Googles og Microsofts byggerier er de ansatte blevet udsat for lønsnyd for millioner.
- Senest er udenlandske ansatte blevet snydt for 7 millioner kroner på Microsofts to nye datacentre i Roskilde og Køge.
- Tech-giganterne siger ellers selv, at byggerierne skal bygges “efter danske rammer”.