Billedet
Septemberforliget indgås i 1899 efter næsten fire måneders konflikt, hvor over 40.000 arbejdere lockoutes. Aftalen kommer til at forme det danske arbejdsmarked, som vi kender det i dag. En lokal lønkonflikt udvikler sig til en principiel kamp om retten til at lede og fordele arbejdet og til at organisere sig i fagforeninger. Her ses arbejdsmænd på en udflugt til Ulvedalene under lockouten i 1899. Arbejdermuseet.
Hovedformålet med det nystiftede DsF (De samvirkende Fagforbund, senere LO) er at være en central støtte for de organiserede arbejdere og lede deres arbejdskampe.
Opgaven er ikke mindst at skaffe penge til strejkerne. Hidtil har understøttelsen til de strejkende arbejdere bestået af frivillige bidrag fra ikke-strejkende arbejdere.
Men nu indfører DsF obligatoriske bidrag til egentlige strejkekasser.
Landsdækkende lockout
DsF’s nye strejkekasse kommer allerede det første år til at stå sin prøve. En række mindre strejker blandt jyske snedkere får Arbejdsgiverforeningen til at indlede den hidtil mest omfattende styrkeprøve i arbejderbevægelsens historie.
Strejken begynder med, at 400 snedkersvende i syv jyske byer kræver samme løn som kolleger i andre landsdele. Arbejdsgiverne svarer igen med en landsdækkende lockout, der varer i 100 dage – fra maj til september. Over halvdelen af DsF’s medlemmer – over 40.000 ud af 75.000 – bliver lockoutet. I 100 dage må fagbevægelsen indsamle penge fra ind- og udland til de lockoutede arbejdere.
Septemberforliget – arbejdsmarkedets grundlov
Efter endeløse forhandlinger og talrige mæglingsforsøg lykkes det parterne at afslutte konflikten. Den 5. september 1899 underskriver DsF og Dansk Arbejdsgiverforening den aftale, som siden kaldes Septemberforliget eller ’Arbejdsmarkedets grundlov’.
Hovedaftalen af 1899, som den også kaldes, kommer til at fastlægge rammerne for det arbejdsmarked, vi kender i dag. Arbejdsmarkedet fungerer i sin grundform fortsat på reglerne fra dengang.
Centralt står, at arbejdsgiverne accepterer at forhandle med fagforeningerne – og arbejderne accepterer, at direktørerne ejer virksomhederne og har ret til at lede og fordele arbejdet.
Aftalen indeholder også en række konkrete aftaler om, hvordan uenigheder på arbejdsmarkedet fremover skal løses. Man anerkender strejken og lockouten, og begge kampskridt underkastes en række regler. Man aftaler også redskaber til løsning af konflikter, fx voldgifter. I 1910 kom ’Lov om en stående voldgiftsret’ – den senere Arbejdsret – samt Lov om en forligsmand.
Uden statslig indblanding
Hovedaftalen sikrer med andre ord, at forholdet mellem arbejdsgivere og fagbevægelse er gennemreguleret og stort set uden statslig indblanding – dét, der grundlæggende kendetegner ’den danske model’.
Forliget giver også DsF en ny rolle: Organisationen skal fremover stå til ansvar for indgåede overenskomster.
>> Gå til næste kapitel: Store sejre: 8 timers-arbejdsuge og ferie med løn <<