Billedet
”Istedgade overgiver sig aldrig” I sommeren 1944 bryder Folkestrejken ud i København i protest mod den tyske besættelse. I forbindelse med en generalstrejke går folk på gaden og bygger barrikader og smadrer nazistiske ejendomme.
Oprøret begynder i Istedgade, men breder sig hurtigt til de andre arbejderkvarterer. Tyske soldater og danske nazister svarer igen med at skyde vildt omkring sig i gaderne.
Det udvikler sig til nogle af de mest blodige dage i nyere Danmarkshistorie: 100 mennesker mister livet. (Billede: Barrikaden med kommunal arbejdsvogn tværs over Nørrebrogade ved Slotsgade/Stengade, den 30. juni 1944).
Under besættelsen i 1940-45 forsøger fagbevægelsen og Socialdemokratiet først at gå balancegang i forholdet til den tyske besættelsesmagt. Formålet er at undgå at blive sat helt ud af spillet, så man fortsat kan varetage arbejdernes interesser.
En vigtig grund til, at fagbevægelsen i begyndelsen af krigen står bag samarbejdspolitikken, er ønsket om at holde produktionen i gang og ikke miste flere arbejdspladser. I 1940 er næsten 25 procent af alle lønmodtagere uden job.
Arbejdsløsheden falder dog til ca. 11 procent allerede året efter, og i 1944 var den nede på 4,6 procent.
Høj pris
De samvirkende Fagforbund betaler med flere indrømmelser for deres fortsatte eksistens under besættelsen. Fx ved at acceptere, at danske arbejdere hverves til den tyske industri. Og ved at acceptere lønstop – og dermed en udhuling af reallønnen.
I 1940 kommer også ’Loven om Arbejdsforhold’, som i praksis betyder, at det bliver forbudt at strejke.
Loven lægger en dæmper på strejkerne i de første besættelsesår.
Slut med samarbejdspolitikken
Men i takt med at tyskerne strammer regler og krav til befolkningen, vokser modstandsbevægelsen. Det bliver sværere og sværere for regeringen at holde samarbejdspolitikken kørende.
Efterhånden som folk hører om flere og flere tyske nederlag på krigens fronter, tager det til med sabotageaktioner og slagsmål mellem danskere og tyske soldater. Hen over sommeren 1943 ruller sabotager, strejker og gadeuro gennem flere af landets store provinsbyer. Arbejderne på større virksomheder fører an i det, som efterhånden udvikler sig til et oprør med demonstrationer og gadekampe.
Resultatet er, at regeringen må gå af i august 1943 – samarbejdspolitikken er slut. Den tyske besættelsesmagt indfører militær undtagelsestilstand og overtager ledelsen af landet.
Folkestrejken i 1944
I sommeren 1944 bryder Folkestrejken ud i København. En gå tidligt hjem-aktion udvikler sig til en generalstrejke – anført af de toneangivende arbejdere på B&W, Danmarks dengang største industriarbejdsplads.
Folkestemningen lægger pres på De samvirkende Fagforbund, som hidtil har støttet op om samarbejdspolitikken.
Tyskerne svarer igen på Folkestrejken med terrorkorps i gaderne og ved at lukke for vand og gas. I dele af hovedstaden kommer det til åben konfrontation mellem befolkningen og de tyske tropper. De tyske myndigheder truer med at bombe enkelte kvarterer, hvis ikke urolighederne stopper. I alt mister 100 mennesker livet under Folkestrejken, og omkring 600 bliver såret.
Arbejdet bliver efter et par dage genoptaget.
Overenskomsterne efter krigen
Med befrielsen i maj 1945 kommer der fred til landet – men ikke ro på arbejdsmarkedet. Der er smalhals i samfundet og stor utilfredshed ude på arbejdspladserne.
I sommeren og efteråret 1945 er der mindst 40 overenskomststridige strejker. Fx demonstrerer omkring 100.000 arbejdere den 4. juli 1945. Et hovedkrav er en 40 timers arbejdsuge med fuld lønudligning.
Strejkerne handler også om at få afskaffet Lov om Arbejdsforhold fra 1940, som har sat den danske model ud af kraft under krigen. Loven bliver afskaffet igen i slutningen af 1945.
>> Gå til næste kapitel: “Nye grupper på arbejdsmarkedet” <<