Billedet

I 1870’erne buldrer industrien frem og skaber massevis af nye arbejdspladser. Vilkårene er barske: Lav løn og en arbejdsdag fra kl. 6 til 19 – seks dage om ugen. På billedet et værksted på B&W, som bygger bl.a. skibe og dampmaskiner – datidens største arbejdsplads. Her opstår nogle af de tidligste arbejdskampe organiseret af fagbevægelsen. (Billede: P.S. Krøyer:  “Fra Burmeister og Wains Jernstøberi”, 1885. Tilhører Statens Museum for Kunst).

Den 15. oktober 1871 er selve fødselsdagen for arbejderbevægelsen i Danmark. Her bliver »Den internationale Arbejderforening for Danmark« grundlagt. Målsætningen for bevægelsen er at forbedre vilkårene for den nye klasse af lønarbejdere, der er opstået med industrialiseringen.

Vilkårene er barske på de nye arbejdspladser i industrien, der buldrer frem i København og de større provinsbyer. 

Barske vilkår

I 1870’erne strækker arbejdstiden for en industriarbejder sig typisk fra kl. 06.00 til kl. 19.00 – for mange endnu længere. Og fri har man kun om søndagen. Det svarer til en arbejdsuge på 78 timer.

Lønnen lav i forhold til udgifterne til mad og husleje. En arbejderfamilie er nødt til at bruge ca. 70 procent af lønnen til mad. Til sammenligning bruger danskerne i dag kun omkring 10 procent af den disponible indkomst på mad.

Den sølle købekraft bliver ringere og ringere for arbejderne. Samtidig stiger arbejdsløsheden og boligmanglen. De mange fattige fra landet, som er rejst til byerne for at finde arbejde, bor ofte lejekaserner, hvor 10-12 mennesker må stuve sig sammen i toværelses lejligheder uden rindende vand og med lokum i gården.

Forholdene er så elendige, at over 300.000 mennesker udvandrer fra Danmark i 1880’erne.

Fagbevægelsens Historie: Arbejderne går sammen. Adelgade.
Billede af boligforhold for arbejderklassen omkring århundredeskiftet. Adressen er Adelgade 101 i København. Arbejdermuseet.

Louis Pio sætter kursen

Men samtidig begynder en organiseret kamp for bedre levevilkår for arbejderne at tage form herhjemme. I 1871 sætter den unge Louis Pio – på det tidspunkt en ukendt embedsmand i postvæsenet – en afgørende kurs for arbejdernes kamp.  

Med sine tanker om sammenslutning, solidaritet og samfundsændringer lægger han rammerne for det, der hurtigt vokser til den organiserede arbejderbevægelse.

Den 15. oktober 1871 stifter Louis Pio sammen med Harald Brix og Paul Geleff ”Den Internationale Arbejderforening for Danmark”.

Kampen for bedre vilkår for arbejderne skal ske på to fronter: dels gennem faglig kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår på arbejdspladserne, hvor den enkelte arbejder står uden rettigheder og beskyttelse. Dels ved at opstille kandidater til politiske valg og på den måde sikre arbejderne repræsentation i det stadig unge og meget begrænsede demokrati.

I begyndelsen er det faglige og politiske arbejde samlet i én organisation, men det bliver i 1878 opdelt i henholdsvis fagforeninger og Socialdemokratiet. Dog fortsat med fælles mål om et samfund præget af frihed, lighed og solidaritet.

Arbejderbevægelsens fødselsdag

Den 15. oktober 1871 stifter Louis Pio sammen med Harald Brix og Poul Geleff en dansk afdeling af den internationale socialistiske arbejdersammenslutning ’Første Internationale’. Det sker i hele Europa – især efter inspiration fra arbejderoprøret i Paris i marts samme år.

Den danske afdeling døbes ’Den Internationale Arbejderforening for Danmark’. Kravene i partiets program er bl.a.:

  • Lige adgang til erhverv for alle
  • Reel lighed for loven
  • Arbejderens rettigheder til forsørgelse efter arbejdslivet
  • Fri og fælles undervisning
  • Kirkens adskillelse fra staten
  • En udenrigspolitik baseret på fredspolitik

Slaget på Fælleden

Den nye forening stormer frem og får på et halvt års tid ca. 8.000 medlemmer – til stor uro for det etablerede politiske system.  

Det anspændte klima kulminerer søndag den 5. maj 1872 med et voldsomt sammenstød mellem arbejdere og politi på Nørre Fælled i København. Sammenstødet bliver senere kendt som “Slaget på Fælleden” og bliver et nærmest mytisk symbol på den danske arbejderbevægelses kamp for bedre arbejds- og levevilkår.

Den konkrete anledning til “Slaget på Fælleden” er, at Louis Pio indkalder til massemøde pga. omfattende strejke blandt murersvendene i København. Konflikten handler om at få nedsat den daglige arbejdstid fra 11 til 10 timer.

30.000 mennesker på Fælleden

Mødet er lovligt ift. Grundloven, men bliver alligevel forbudt af politiet. Natten før mødet arresteres lederne af Danske Internationale, heriblandt Louis Pio.

Alligevel møder ca. 30.000 mennesker op på Fælleden næste dag. De bliver mødt af politi og militær, som slår løs på folkemængden, der bliver trængt tilbage til byen. Slaget ender uden dødsofre, men lederne får lange fængselsdomme.

Fagbevægelsens Historie: En agitator på Fælleden. Arbejderne går sammen
MAALET ER FULDT!” Op til massemødet på Nørre Fælled den 5. maj 1872, slutter Pio en artikel med denne salut: ”I har i Aartusinder skænket os en bitter Livsdrik; vogt jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller – det flyder over!” Formuleringen bliver af regering og politi tolket som en opfordring til revolution. Derfor står militær og politi klar til at tæske løs på de 30.000 fremmødte.
Erik Henningsen: ”En agitator på Nørre Fælled”. 1899
. Metalskolen, Jørlunde.

En samlet fagbevægelse

Slaget på Fælleden svækker umiddelbart den tidlige arbejderbevægelse. I 1877 indgår Louis Pio og Paul Geleff – udmattet af gentagne fængselsophold – aftale med politiet om at forlade landet. Som del af aftalen modtager de to et stort beløb, der i nutidskroner svarer til et par millioner. Pengene er betalt af store arbejdsgivere som B&W og Rubens Klædefabrik, der hermed slipper for flere konflikter med de to fagforeningsledere.

Men arbejderbevægelsen er på vej frem og kan ikke stoppes. I 1870’erne skyder mange mindre fagforeninger frem i Danmark.

Fagforeningernes våben er strejker, men de har svært ved at slå igennem. De kæmper hver for sig og lider nederlag igen og igen. Der mangler samling på tropperne.

De samvirkende Fagforbund dannes

Løsningen hedder central organisering: I løbet af 1880’erne begynder flere fagforeninger at slutte sig sammen i større forbund. En egentlig central organisering af arbejderne finder sted den 3. januar 1898. Her stiftes ’De samvirkende Fagforbund’ – det senere LO (navneskift i 1959).

Denne dag samles 405 delegerede, som repræsenterer 70.000 organiserede arbejdere, i Folkets Hus på Enghavevej i København. Maler Jens Jensen bliver forbundets første formand.

Folkets Hus, Enghavevej 40 i København, 1898. Her stiftes De Samvirkende Fagforbund den 3. januar 1898. På adressen ligger i dag spillestedet Vega. Arbejdermuseets Bibliotek & Arkiv.

I 1898 er 61.000 arbejdere medlem af De samvirkende Fagforbund, DsF – dvs. ca. halvdelen af arbejderne i Danmark. Det er på det tidspunkt den højeste organisationsprocent i verden. Lige siden har danske arbejdere været blandt de bedst organiserede.

Medlemmerne strømmer til: I løbet af de første år kommer DsF op på godt 68.000 medlemmer – fordelt på 42 forbund med 964 afdelinger samt 35 fagforeninger, der stod uden for forbundene. 

Flere og flere medlemmer

Medlemstallet i De samvirkende Fagforbund vokser støt. At DsF reelt bliver arbejdsgivernes modpart i forhandlinger gør også, at flere og flere forbund, tilslutter sig. I 1898 er 38 forbund med deres 61.000 medlemmer tilsluttet. De største medlemsforbund er Dansk Arbejdsmandsforbund, Danske Smede og Maskinarbejderforbund og Snedkerforbundet.

I 1915 er antallet oppe på 56 forbund med 121.121 medlemmer, et tal der i løbet af de næste fem år bliver mere end fordoblet, så DsF i 1920 består af 55 forbund med i alt 279.255 medlemmer.

Fagbevægelsens Historie: Den 3. januar 1898 blev De Samvirkende Fagforbund stiftet. På talerstolen ses forbundets første formand maler Jens Jensen. Stedet er Folkets Hus på Enghavevej i København.
Den 3. januar 1898 blev De Samvirkende Fagforbund stiftet. På talerstolen ses forbundets første formand maler Jens Jensen. Stedet er Folkets Hus på Enghavevej i København.

Arbejdsgivere allerede samlet

Arbejdsgiverne har på det tidspunkt allerede i to år været organiseret i én samlet organisation, Dansk Arbejdsgiverforening. Medlemmerne er primært arbejdsgivere inden for bygge- og entreprenørfagene og fabrikanter inden for jernindustrien.

Målet er først og fremmest at optræde fælles overfor fagforeningerne under arbejdskonflikter.

Fagbevægelsens Historie: Arbejderne går sammen: P.S. Krøyer:  “Fra Burmeister og Wains Jernstøberi”, 1885.
I 1870’erne buldrer industrien frem og skaber massevis af nye arbejdspladser. Vilkårene er barske: Lav løn og en arbejdsdag fra kl. 6 til 19 – seks dage om ugen. På billedet et værksted på B&W, som bygger bl.a. skibe og dampmaskiner – datidens største arbejdsplads. Her opstår nogle af de tidligste arbejdskampe organiseret af fagbevægelsen. (Billede: P.S. Krøyer:  “Fra Burmeister og Wains Jernstøberi”, 1885. Tilhører Statens Museum for Kunst).

>> Gå videre til kapitlet: Den danske model bliver til <<