Billedet

Kontorkolleger i 1950’erne. Op gennem 50’ern og 60’erne bliver der flere og flere funktionærer på arbejdsmarkedet. Danmark er ikke længere hovedsageligt et industri- og landbrugssamfund; arbejdet er i stor stil ved at rykke fra industrien til skrivebordet. Arbejdermuseet.

Indtil 1952 er der kun én hovedorganisation i Danmark: De samvirkende Fagforbund – som i 1959 skifter navn til Landsorganisationen i Danmark, i daglig tale LO. 

Men flere og flere i den voksende gruppe af funktionærer og tjenestemænd kan ikke se sig selv i en hovedorganisation med tætte bånd til Socialdemokratiet. 

Funktionærerne og tjenestemændene arbejder primært indenfor de mange nye servicefag, der opstår i efterkrigstiden: Handel- og kontorarbejde eller tekniske/kliniske servicefag uden for industrien. Danmark er ikke længere hovedsageligt et industri- og landbrugssamfund; arbejdet er i stor stil ved at rykke fra industrien til skrivebordet. I 1976 er der blevet flere funktionærer end arbejdere.

Erhvervsudvikling. Forandringer i arbejdskraftens fordeling 1901-1076.
Kilde: Jørgen Goul Andersen ”Mellemlagene i Danmark” (mellemlagene oversættes her til funktionærer inkl. tjenestemænd) + Danmarks Statistik.

Funktionærerne sakker bagud med lønnen

I begyndelsen af 1950’erne oplever funktionærerne og især tjenestemændene, at de sakker bagud i lønudviklingen

Fagbevægelsens Historie: FTF dannes. Har vi nu råd? Funktionærerne og især tjenestemændene er omkring 1950 foruroligede over lønudviklingen. Begge grupper har over en tiårig periode oplevet markant lavere lønstigninger end arbejderne og de selvstændige.

Billedet

Har vi nu råd? Funktionærerne og især tjenestemændene er omkring 1950 foruroligede over lønudviklingen. Begge grupper har over en tiårig periode oplevet markant lavere lønstigninger end arbejderne og de selvstændige. Odense Stadsarkiv.

Over en tiårig periode har arbejderne opnået markant højere lønstigninger: Siden 1939 er tjenestemændenes indkomst kun steget 121 procent, og funktionærernes 158 procent – mens indkomsten for arbejderne i industri og håndværk i samme periode er steget med 176 procent.

Savner en faglig organisation

Funktionærerne og tjenestemændene har derfor brug for en fælles faglig organisering. De tilslutter sig ikke De samvirkende Fagforbunds socialistiske målsætning, Og opretter derfor den partipolitisk uafhængige hovedorganisation FTF (oprindeligt Fællesrådet for danske Tjenestemand- og Funktionærorganisationer).

FTF stiftes den 15. januar 1952. På mødet deltager repræsentanter fra 11 tjenestemands- og funktionærorganisationer, som repræsenterer i alt ca. 60.000 funktionærer.

I efterkrigstiden bliver flere og flere lønmodtagere ansat som funktionærer ikke mindst i den offentlige sektor. Blandt dem opstår et behov for at organisere sig fagligt – uden at være tilknyttet et politisk parti. I 1952 dannes den nye hovedorganisation, FTF, der varetager interesserne for lønmodtagere med en kort eller mellemlang videregående uddannelse.
Fire glade og smilende kvinder på kontoret med deres skrivemaskiner, 1950’erne. Op gennem 50’ern og 60’erne bliver der flere og flere funktionærer på arbejdsmarkedet.

De fordeler sig med ca. 40.000 tjenestemænd i staten, ca. 14.000 funktionærer ansat i private virksomheder og endelig en uanselig gruppe af kommunale tjenestemænd på kun 6.000. De kommunalt ansatte skal senere blive FTF’s største medlemsgruppe, bestående af bl.a. lærere, pædagoger og socialrådgivere.

Organisationerne for de offentligt ansatte dominerer med fire ud af fem medlemmer – og sådan bliver det ved med at være resten af FTF’s tid. Folkeskolelærerne og sygeplejerskerne er de største medlemsgrupper.

Antallet af medlemmer stiger støt: Fra knap 60.000 i 1952 knap til 138.000 i 1963.

Tjenestemænd

Betegnelsen tjenestemand blev indført ved Tjenestemandsloven af 1919. Tjenestemændene var sikret en hæderlig løn og en god pension og var beskyttet mod fyring. Til gengæld havde de ikke som privatansatte ret til at strejke eller tage andre kampskridt.

Oprindeligt var størstedelen af de offentligt ansatte tjenestemænd, fx skolelærere, præster, postbude, ansatte ved politiet, DSB, Forsvaret, telefonvæsenet osv. Men siden 1969 er omfanget stærkt begrænset. 

Siden slutningen af 1990’erne har kun Folkekirken, politiet, Kriminalforsorgen, Beredskabsstyrelsen og Forsvaret ansat nye medarbejdere på tjenestemandsvilkår.

LÆS OGSÅ: Om Tjenestemænd i tema om OK21

Koldfront mellem FTF og LO

Da FTF dannes, opfatter mange funktionærgrupper sig som en ”tredje stand” – med de selvstændige og arbejderne som de to øvrige stænder. Med betegnelsen ”stand” lægges en social afstandtagen til arbejderne. Desuden markeres afstanden til arbejdernes organisationer ved, at FTF lancerer sig selv som ”upolitisk”.

LO fastholder derimod, at arbejdere og funktionærer er fælles om at være lønmodtagere og har fælles interesser. Og at alle derfor bør være tilsluttet LO. 

Og her står hver organisation så urokkeligt hver på sit i nogle år. 

I første halvdel af 60’erne ligger FTF og LO i konstant kamp med hinanden og hinandens medlemsorganisationer. Forholdet mellem FTF og LO har køleskabstemperatur. 

Anerkendelse fra S

Til gengæld får FTF gradvist et bedre forhold til Socialdemokratiet. Partiet anerkender ’officielt’ FTF i 1962, hvor statsminister Jens Otto Krag i sin tale på FTF’s kongres udtrykker Socialdemokratiets anerkendelse af FTF som hovedorganisation.

Anerkendelsen fra Socialdemokratiet er en milepæl. FTF havde på det tidspunkt primært politiske kontakter til borgerlige politikere, da flere af formændene i FTF var medlem af borgerlige partier. 

Jens Otto Krag, socialdemokratisk statsminister 1962-68 og 1971-72. Arbejdermuseet.

Tøbrud og borgfred mellem FTF og LO

Men mellem FTF og LO er temperaturen fortsat kølig. Helt frem til begyndelsen af 70’erne beskylder de to organisationer gensidigt hinanden for at ’stjæle’ medlemmer fra hinanden.

I 1972 slår begge organisationer ind på en ny forsonlig kurs: FTF vedtager på sin kongres en borgfredsaftale. Og samme år anerkender LO’s næstformand Kai Petersen FTF på LO’s kongres, da han taler om samarbejde mellem ”to ligeberettigede lønmodtagerorganisationer, FTF og LO” – og høster stort bifald.

I 1973 underskriver parterne en historisk aftale, der opstiller procedurer for at løse grænsestridigheder om medlemmer i et fælles mæglingsnævn. 

En mere politisk indsats

I de første år fremstår FTF som en upolitisk organisation. Det ændres snart til politisk neutral

Det betyder en mere aktiv politisk indsats for FTF. Organisationen kan nu tage et standpunkt til en bestemt sag i den politiske debat uden at skele til hvilke partier, der evt. måtte være for eller imod.

FTF erklærer sig som hovedorganisation politisk neutral. FTF’s medlemmerne fordeler sig nogenlunde fifty-fifty til højre og venstre ift partierne i Folketinget. Ca. 1/3 af FTFs medlemmer er orienteret til venstre for S. Ved Folketingsvalget i 1987 ser billedet sådan ud for LO, FTF og Akademikerne.

>> Gå til kapitlet: Milepæle i nyere tid <<