For samfundets rigeste er pensionsalderen bare et tal

I disse dage raser debatten om folkepensionsalderen.

Spørgsmålet om, hvornår vi skal trække os tilbage fra arbejdsmarkedet, er meget polariserende.

Der er dem, der mener, at en fortsat forhøjelse af pensionsalderen er nødvendig for at sikre samfundsøkonomien.

Desværre er det især arbejdsgiverne og samfundets mest velstillede, der er de stærkeste fortalere for denne politik.

Men for dem er pensionsalderen reelt set kun en formalitet. De har økonomien til at trække sig tilbage, når det passer dem selv.

For almindelige lønmodtagere er virkeligheden en helt anden, og det er på tide at anerkende, hvor uretfærdig og ulighedsskabende denne udvikling er.

Lad os starte med de mest privilegerede.

For direktører, virksomhedsejere og andre med store formuer er pensionsalderen kun en teoretisk grænse. Et vejledende tal, de selv kan justere på. Mange af dem kan vælge at fortsætte med at arbejde af lyst – eller de kan trække sig tilbage og nyde deres otium tidligere, hvis de ønsker det. De har sparet op, investeret klogt, og de har fleksibiliteten til at bestemme, hvornår de vil lade sig pensionere.

Dette er en luksus, som langt de fleste almindelige lønmodtagere kun kan drømme sig til. For dem er pensionsalderen den reelle grænse for, hvornår de endelig kan få en velfortjent afsked med arbejdslivet.

Mange lønmodtagere arbejder i jobs, der slider både fysisk og mentalt. De er de buschauffører, pædagoger, håndværkere og sundhedspersonale, som vores samfund er bygget på.

Når pensionsalderen hæves, skubbes de længere ud i et arbejdsliv, hvor de måske allerede kæmper med nedslidning og helbredsproblemer.

Det er her, uligheden virkelig viser sig. For mens de rige kan pensionere sig selv, når de ønsker det, er almindelige lønmodtagere fanget af en pensionsalder, der konstant flyttes længere ud i horisonten.

De har ikke råd til at stoppe med at arbejde før tid, og mange har måske ikke engang økonomien til at opretholde en god livskvalitet, når de endelig kan gå på pension.

At hæve pensionsalderen er derfor ikke bare en økonomisk beslutning. Det er også en beslutning, der skaber en dybere kløft i vores samfund mellem dem, der har rigeligt, og dem, der ikke har så meget. For det er de mest sårbare med de laveste indkomster og de mest krævende jobs, som betaler prisen.

De bliver tvunget til at arbejde længere, ofte på bekostning af deres helbred og livskvalitet, mens de mest velstillede kan vælge at nyde deres pensionstilværelse tidligere.

Derfor er det tid til at stoppe op spørge os selv, hvilket samfund vi egentlig ønsker.

Skal vi fortsætte med at hæve pensionsalderen med bind for øjnene og dermed lægge endnu mere pres på dem, der allerede har det hårdt og har bidraget længst tid i vores samfund? Eller skal vi skabe et mere retfærdigt system, hvor alle – uanset økonomisk status – kan se frem til en værdig og afslappet pensionsalder?

Den gode nyhed er, at vi ikke behøver at sætte Danmarks gode og sunde økonomiske holdbarhed og vores velfærdssamfund over styr for at sikre lønmodtagere et mere retfærdigt og lige arbejdsliv. Det har Pensionskommissionen vist.

Vi skal derfor sikre bedre vilkår for de mange hårdtarbejdende lønmodtagere, der hver dag knokler for at holde samfundet kørende, og som forventer, at politikerne også tager deres arbejdsliv seriøst og værdsætter deres bidrag til samfundskagen.

I det ligger den helt rimelige præmis, at et godt pensionsliv ikke kun skal være en luksus for de få, men en ret for os alle.

Indlægget er bragt i Jyllands Posten 26.08.24