Hvis du er i 20’erne og er på vej ud på arbejdsmarkedet, så har du udsigt til at gå på pension som 73-årig.

Overvej lige, om du eller din forældre eller bedsteforældre kunne have holdt til at arbejde i den alder. For de fleste vil svaret være nej, og derfor er den hastigt stigende pensionsalder en stor bekymring for danske lønmodtagere.

FH’s nye befolkningsundersøgelse viser nemlig, at to tredjedele er bekymrede for, om helbredet kan holde hele arbejdslivet. Det gælder ikke mindst de yngre adspurgte, som skal være længst på arbejdsmarkedet.

Løsningen ligger lige for

Desuden mener 71 pct., at det er forkert at hæve pensionsalderen til 70 år i 2040, som politikerne efter planen vil vedtage næste år.

Dermed er der tegn på alvorlige skader i fundamentet for lønmodtagernes opbakning til det nuværende pensionssystem.

Den gode nyhed er, at løsningen på mange af lønmodtagernes bekymringer ligger lige for.

Pensionskommissionen foreslog i 2022 en lempeligere model for stigninger i pensionsalderen.

Danskerne mener

73%

Arne-pensionen bør forbedres

71%

Forkert at hæve pensionsalderen til 70 år i 2040

Deres forslag måtte ikke påvirke de offentlige finanser negativt indtil 2040 grundet hængekøjeudfordringen – en betegnelse, der dækker over en midlertidig periode, hvor underskuddet på det offentlige budget risikerer at overskride budgetlovens grænse.

Læs tallene fra FH’s befolkningsundersøgelse.

Men siden er der sket store justeringer af den strukturelle beskæftigelse og børnetallet. Dermed er vejen banet for, at man politisk kan undersøge en tidligere implementering af kommissionens anbefalinger.

Pensionssystemet skal balancere hensynet mellem rimelige tilbagetrækningsmuligheder for lønmodtagerne med hensynet til sunde offentlige finanser. Og lige nu er der tegn på, at lønmodtagerne ikke kan finde rimeligheden.

Derfor er tidlige tilbagetrækningsordninger et afgørende værktøj til at sikre balancen. Hvis man som lønmodtager ved, at man bliver grebet, når man ikke længere kan holde til arbejdet, så kan det fjerne noget af den utryghed, en stigende pensionsalder skaber.

Derfor siger 73 pct. af de adspurgte, at Arne-pensionen bør forbedres, så flere med lange arbejdsliv kan trække sig tilbage før tid.

Tag lønmodtagerne alvorligt

Fra midten af århundredet har vi udsigt til store og stigende overskud på den offentlige saldo, så der er råd til at designe et mere rimeligt pensionssystem.

Derfor er det nu, vi skal genfinde balancen, så lønmodtagerne ikke længere ser på deres fremtid på arbejdsmarkedet med bekymring.

Allerede næste år skal politikerne tage stilling til den næste stigning i pensionsalderen. Og her bør de tage bekymringerne fra lønmodtagerne meget alvorligt.

Det er tid til at lytte og genfinde rimeligheden. For pengene er der.

Indlægget er bragt i Børsen 30. juli 2024.