Intet er som normalt i øjeblikket. Det gælder for de virksomheder, der holder lukket, og det gælder for de virksomheder, der i øjeblikket slår dørene op og byder medarbejdere velkommen tilbage på arbejdspladsen.

I denne mærkelige tid er det vigtigt, at vi husker at sætte trivsel på dagsordenen. Det er både Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation enige om.

Derfor har vi i fællesskab i Samarbejdsnævnet lavet en række gode råd og retningslinjer, som både virksomheder og medarbejdere kan læne sig op ad.

Samarbejdsnævnet

Samarbejdsnævnet er oprettet af Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Nævnets opgave er at udføre oplysnings-, vejlednings- og udviklingsarbejde til fremme af samarbejdet i virksomhederne.

Læs mere om Samarbejdsnævnets Covid-19 anbefalinger her.

Vigtigt med fælles coronaretningslinjer

For vi skal sørge for, at alle er trygge. Ingen skal gå på arbejde og være bekymrede – hverken for selv at blive syg eller for at smitte familien derhjemme.

Derfor er det vigtigt, at man sørger for at lave fælles coronaretningslinjer for alle og holder øje med anbefalinger og udmeldinger fra sundhedsmyndighederne.

Arbejdet med retningslinjerne kan med fordel udføres i de lokale samarbejdsudvalg, så der er sikkerhed for, at alle bliver hørt i processen.

Her er det vigtigt, at man sætter både virksomhedens produktivitet og medarbejdernes trivsel på dagsordenen.

Nødvendigt med god balance mellem trivsel og opgaveløsning

For det er nødvendigt at finde den gode balance mellem fokus på trivsel og fokus på at få løst opgaverne. Begge dele skal selvfølgelig kunne rummes i den nye hverdag på arbejdspladsen, så det er vigtigt at få talt om.

Det er nødvendigt at finde den gode balance mellem fokus på trivsel og fokus på at få løst opgaverne. Begge dele skal selvfølgelig kunne rummes i den nye hverdag på arbejdspladsen, så det er vigtigt at få talt om.

Morten Skov, FH og Pernille Knudsen, DA

Det gælder også i bred forstand. Måske skal det nævnes på morgenmøder i de forskellige teams. Måske skal det på intranettet, og måske skal der en plakat op i kantinen.

Hvad der er den rigtige løsning det ene sted, er ikke nødvendigvis den rigtige hos nabovirksomheden. Det vigtigste er, at man ikke er bange for at afprøve forskellige løsninger og evaluere løbende.

Tilpasning i hverdagen

Her kan man eventuelt finde inspiration hos blikkenslagervirksomheden Christoffersen & Knudsen, der med sine ca. 100 ansatte har holdt dørene åbne gennem coronakrisen.

Virksomheden har nemlig gjort flere ting for at tilpasse hverdagen for medarbejderne, så både medarbejdere og kunder kan føle sig trygge.

De har indført kollegial afstand i både arbejdssituationer og skurvogne, ligesom hyppig håndvask også er en fast del af hverdagen. Der køres i flere forskellige biler end vanligt, og man har gjort flittigt brug af mødeapps i stedet for fysiske møder.

Derudover skifter medarbejderne arbejdshandsker, hver gang, de skal ind i en ny lejlighed for at arbejde.

Og for at sikre, at medarbejderne er opdaterede på de fælles retningslinjer, har virksomheden kommunikeret via både sms og e-mail.

Det skal stå krystalklart for alle – både ledelse og medarbejdere – hvordan man passer på hinanden på arbejdspladsen.

Morten Skov, FH og Pernille Knudsen, DA

Taskforce

Men, uanset om man som Christoffersen & Knudsen bruger sms og e-mail, eller om man bruger plakater, teammøder eller internetbaserede mødetjenester, så er målet det samme.

Det skal stå krystalklart for alle – både ledelse og medarbejdere – hvordan man passer på hinanden på arbejdspladsen.

Det kan også være en god idé at nedsætte en taskforce internt i virksomheden. Her kan man indsamle og tage stilling til forslag, bekymringer og træffe hurtige beslutninger i hverdagen. Det kan lette beslutningsgangen og gøre indsatsen mere smidig.

Tydelig kommunikation

Hos lavprisbyggemarkedet Jem og Fix har man også tilpasset hverdagen under coronakrisen. Her har nøgleordene været tydelig kommunikation. Både mellem ledelse og medarbejdere og mellem byggemarked og kunder.

Mange danskere har benyttet krisen til diverse gør-det-selv projekter, og for at sikre sundhed og trivsel har kæden bl.a. benyttet striber og mærker på gulvene samt badges på medarbejdernes uniformer med teksten ”Vi skal passe på hinanden – hold afstand”.

Derudover har kæden hyret servicevagter ind i spidsbelastningstiderne for at holde styr på antallet af kunder i butikkerne – og minde om at spritte hænderne af ved ind- og udgange.

Det har, sammen med en række andre tiltag været med til at sikre, at kæden har kunnet fortsætte driften gennem krisen, og at medarbejderne har kunnet gå trygt på arbejde.

Tilbage på sporet

For det er i virkeligheden det, som det handler om. At bevare medarbejdernes trivsel, motivation og tryghed. Både i Jem og Fix, hos Christoffersen & Knudsen og helt overordnet.

Det vil være med til at få virksomhedens konkurrenceevne og produktivitet tilbage på sporet. Og det er den bedste måde at sikre fremtiden for både virksomhed og medarbejdere.

Indlæg bragt i Børsen 20.05.20

FH-VEJLEDNING
CORONA OG COVID-19
Hvad har jeg ret til hvis min arbejdsgiver hjemsender mig? Kan min chef varsle mig ned i løn? Hvad har jeg ret til, hvis jeg bliver syg med coronavirus?
Få svar på dette og mange flere spørgsmål i FH-vejledning om Corona.

TREPART om Corona-pas er indgået fredag 12.11: Vejledning opdateres, når loven vedtages og træder i kraft

Seneste Opdatering: 12.11 KL. 09.30