Folketinget har netop vedtaget den nye ordning for udenlandsk arbejdskraft. Nu bliver det lettere at hente mere arbejdskraft udefra til Danmark.

”Det her er et nybrud og en sejr for den danske model. Virksomhederne får lettere adgang til arbejdskraft, men ikke en genvej til billig arbejdskraft. Overenskomsten bliver adgangsbilletten, og fagbevægelsen får mulighed for at kontrollere, om løn og arbejdsvilkår faktisk er i orden. Et udenlandsk pas må aldrig betyde ringere løn, mindre tryghed eller respekt,” siger Morten Skov Christiansen, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Virksomhederne får en ny mulighed. Men der følger også et ansvar med. De skal fremover kunne dokumentere, at de tilbyder ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

morten skov christiansen

Den nye såkaldte certificeringsordning bygger på en forudgående aftale mellem FH og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Ordningen betyder, at certificerede virksomheder fra 1. januar 2027 får mulighed for at rekruttere arbejdskraft fra 16 udvalgte lande uden for EU. Det kræver, at både virksomheden og den konkrete stilling er dækket af en overenskomst, som er omfattet af ordningen.

”En overenskomst er ikke bare et stykke papir eller et stempel. Den er kun noget værd, hvis vi også kan sikre, at den bliver overholdt. Derfor er retten til indsigt og kontrol helt afgørende. Hvis overenskomsten ikke bliver overholdt, skal en tillidsrepræsentant eller fagforening kunne gribe ind.

Den beskytter både den udenlandske kollega, der er kommet hertil og fortjener en ordentlig behandling.

Og samtidig sikrer den de gode danske arbejdsvilkår, som generationer af lønmodtagere har kæmpet for,” siger Morten Skov Christiansen.

Han understreger, at ordningen er afgørende for fremover at sætte en stopper for social dumping, underbetaling og virksomheder, der prøver at skabe en forretning på at presse lønmodtagernes vilkår.  

Arbejdsgiverne får med ordningen her den lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft, som de længe har efterspurgt. Nu følger et ansvar for at sikre, at rekrutteringen sker på ordentlige vilkår.

”Virksomhederne får en ny mulighed. Men der følger også et ansvar med. De skal fremover kunne dokumentere, at de tilbyder ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Med denne aftale leverer Folketinget et vigtigt bidrag til, at Danmark fortsat vil være verdens bedste land at være lønmodtager i,” siger Morten Skov Christiansen.

Om ordningen

  • Ny overenskomstbaseret beløbsordning for udenlandsk arbejdskraft.
  • Lønkrav på mindst 322.000 kr. årligt i 2026-niveau.
  • Stillingen der rekrutteres til, skal være dækket af en overenskomst, som kan bruges under ordningen.
  • Virksomheden skal selv være bundet af den relevante overenskomst.
  • Kun virksomheder, der er certificeret af SIRI, kan bruge ordningen.
  • Virksomheden skal have mindst 10 fuldtidsansatte i Danmark.
  • Fagbevægelsen skal have mulighed for at kontrollere, at overenskomsten og løn- og arbejdsvilkårene bliver overholdt.
  • Virksomheder, der er dømt ved faglig voldgift for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, kan blive udelukket fra ordningen.
  • Ordningen begrænses til statsborgere fra bestemte lande og kan kun anvendes, når ledigheden er under den fastsatte grænse.
  • Der afsættes 10,2 mio. kr. årligt fra 2027 til FH til at understøtte fagbevægelsens kontrol med ordningen.