Udenlandske kolleger skal møde danske overenskomster
Socialdemokratiet har i dag præsenteret et nyt udspil på udlændingeområdet – og jeg synes, det er positivt, at de bygger videre på det fundament, vi lagde med aftalen om udenlandsk arbejdskraft.
For jeg mener helt grundlæggende, at overenskomster og tillidsrepræsentanter på arbejdspladsen skal være adgangsbilletten.
Når udenlandske kolleger kommer til Danmark for at arbejde, skal de møde ordentlige vilkår. Den løn. Den sikkerhed. Den respekt, som danske lønmodtagere har kæmpet for gennem generationer.
Ellers risikerer vi at hente mennesker til Danmark på skodvilkår, der ikke hører hjemme her. Det må ikke ske.
Derfor er der også brug for at rydde mere op.

I dag findes der alt for mange forskellige ordninger for arbejdskraft uden for EU. Nogle af dem bliver misbrugt. Det skaber uigennemsigtighed og pres på vilkårene på arbejdsmarkedet.
Vi skal have færre og mere gennemskuelige ordninger. Og én klar bundlinje: Arbejde i Danmark skal ske på danske vilkår.
Samtidig er sproget vigtigt. For fællesskabet på arbejdspladsen. Og for sikkerheden på jobbet.
Derfor giver det god mening, at der også er fokus på, at udenlandske kolleger lærer dansk. Faktisk mener fire ud af fem danskere, at det er vigtigt.
For når vi forstår hinanden, står vi stærkere sammen.
