Arrangementet “Playbook for a Better World of Work”, arrangeret af The Left Group, satte fokus på, hvordan Europa kan styrke arbejdsmarkedet i en tid præget af pres på arbejdsvilkår, stigende ulighed og nye styringsformer på arbejdspladserne. Deltagerne drøftede både udfordringer som nedskæringer og usikre ansættelser samt løsninger fra hele Europa.

Blandt erfaringerne fra de forskellige lande vakte den danske model særlig interesse.

Dansk løsning: Overenskomster som adgangsbillet

Can Sarialtun fra FH præsenterede den nye certificeringsordning for rekruttering af arbejdskraft fra tredjelande, indgået mellem fagbevægelsen, arbejdsgivere og den tidligere regering. Ordningen skal imødekomme behovet for arbejdskraft uden at skabe grobund for social dumping.

Virksomheder skal være dækket af overenskomst, have en tillidsrepræsentant eller kontrolaftale og kunne dokumentere ordnede løn- og arbejdsvilkår uden underbetaling.

Aftalen giver fagforeningerne adgang til lønoplysninger, mulighed for hurtig indgriben ved mistanke om brud og fysisk adgang til arbejdspladserne. Samtidig indfører den ID-kort i byggebranchen, højere bøder for arbejdsmiljøovertrædelser og giver mulighed for at udelukke virksomheder fra offentlige udbud ved gentagne regelbrud. Derudover udvides brugen af arbejdsklausuler i kommuner og regioner.

Europæisk perspektiv

Debatten i Europa-Parlamentet pegede på en stigende interesse for løsninger, der kombinerer mobilitet med stærke rettigheder og effektiv kontrol, hvor den danske løsning var en inspiration for andre medlemslande.

FH’s budskab står klart: Arbejdskraftmobilitet skal ske på ordnede vilkår, og den danske model viser en mulig vej.

Se Can præsentere certificeringsordningen fra 15:41 i videoen her.