Det vigtigste, jeg har hørt i dag, var fra læreren Kathrine:
”Jeg troede aldrig, jeg skulle være lærer mere. Nu ved jeg, at jeg aldrig skal være lærer et andet sted end her.” For på Hastrupskolen, hvor hun nu arbejder, har de gjort noget helt fantastisk – og meget oplagt.
Sammen har lærere og ledelse skabt en arbejdsplads, hvor et godt psykisk arbejdsmiljø bliver prioriteret. Og det gør en kæmpe forskel. Skolens sygefravær er langt under gennemsnittet, trivslen er tårnhøj, og de gode medarbejdere bliver på skolen. Som lederen Thomas Kielgast: “Vi gør rigtigt mange ting. Og vi gør mange ting, vi er stolte af.”
Sammen med Gordon Ørskov Madsen fra Danmarks Lærerforening var jeg på skolen for at tale med lærerne Kathrine og Betina om, hvad der har gjort en forskel. Frem for alt føler de sig set. Og de ved, at ledelsen har deres ryg. Og en stabil ledelse gennem flere år har gjort, at der ikke kommer ønsker om at lave alt om hele tiden.
Det skaber en arbejdsplads, som beholder medarbejdere i faget. Og tiltrækker nye, dygtige lærere. Det betyder, at Hastrupskolen – modsat mange andre steder i det offentlige – ikke kæmper med rekruttering.
At opleve glæden fra lærerne bekræfter mig i, at et godt arbejdsmiljø er forudsætningen for et godt og langt arbejdsliv. Som Betina sagde: ”Jeg bliver pensioneret herfra. Det er jeg ikke i tvivl om.”
Vi skal investere i arbejdsmiljø for at skabe tryghed for lønmodtagerne. Alle lønmodtagere skal have det som lærerne på Hastrupskolen – med udsigt til et arbejdsliv, hvor de tror på, at de både kan og vil arbejde indtil pensionsalderen.
Tak til Gordon for selskab. Tak til Thomas Kielgast for at lægge hus til og TR Katrine Hornholdt for at vise mig rundt. Og tak til alle jer på Hastrupskolen, der tog imod mig og gjorde mig klogere








