Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til Dennis Nørmark for at bringe et meget aktuelt emne på banen.
For der sker store forandringer på vores arbejdsmarked i disse år, og det er ingen hemmelighed, at den traditionelle fagbevægelse har store udfordringer.
Vi mister medlemmer hurtigere, end vi bryder os om, og vi har en særlig udfordring med at få unge til at beholde deres medlemskab efter endt uddannelse.
Vi ser desværre, at de unge oplever særligt store udfordringer med f.eks. trivsel, arbejdsmiljø og arbejdsulykker, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Det er en kæmpe opgave, som vi hver dag arbejder for at ændre.
Vi ved, at jo flere vi står sammen, jo mere indflydelse får vi, og jo bedre vilkår kan vi sikre lønmodtagerne. Det er selve kernen af vores fællesskab.
Vi må stå sammen for at stå stærkt!
Ifølge Dennis Nørmark kan vi sagtens sidde hver for sig og forhandle rimelige vilkår hjem med vores arbejdsgivere.
Det argument er direkte forkert og udtryk for en historieløshed og en privilegieblindhed, som jeg sjældent har hørt mage til.
Man skal altid være på vagt, når folk med deres på det tørre har travlt med at forsikre om, at der skam ikke er nogle reelle modsætninger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.
Virkeligheden er den, at dele af det danske arbejdsmarked er massivt udfordret, og det kræver et kollektivt fællesskab at stå op imod.
Spørg de unge mennesker i TV2’s Michelin-dokumentar, detailmedarbejderen der aldrig kender sin arbejdstid på forhånd, eller Wolt-buddet med det brækkede ben uden forsikring, fordi arbejdsgiveren ikke anerkender sit ansvar.
Der er desværre for mange eksempler. Jo mere udsatte job folk arbejder i, jo dårligere står det ofte til med organiseringen.
Tilfældighed?
Næppe. Se rundt omkring i verden. Jo mere lønmodtagerne står samlet, jo bedre arbejdsvilkår har de.
Dialogen mellem den organiserede fagbevægelse og arbejdsgiverne sikrer også, at der opstår så få konflikter som muligt.
Nørmark er selv medlem af et politisk parti, med al sandsynlighed fordi han deler et værdifællesskab med de andre medlemmer og mener, at de i fællesskab kan opnå den politik, de ønsker.
Derfor bliver det også hyklerisk, når han mener, at tiden er løbet fra, at lønmodtagere skal organisere sig for at opnå det, vi gerne vil.
Den danske model virker
Fagbevægelsen bliver i indlægget både beskyldt for at stå med for knyttede næver overfor arbejdsgiverne og for at holde for mange møder i samarbejdsudvalgene.
Det fremgår ikke helt tydeligt, hvad Nørmark egentlig synes er værst: den underliggende mulighed for konflikt når vi forhandler, eller dét at aftale sig frem til enighed med arbejdsgiverne?
Det er netop de to egenskaber, som adskiller os fra de gule forretninger, som Nørmark lovpriser i sit indlæg.
Muligheden for at bruge konfliktvåbnet i yderste konsekvens skaber unægtelig andre resultater, end hvis man blot kan trække på skuldrene. Det giver et mere ligeværdigt styrkeforhold mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne.
Men vores egentlige trumfkort er faktisk ikke konflikt, som Nørmark og mange andre giver udtryk for.
Det er selvfølgelig den danske model, hvor vi sætter os sammen med arbejdsgiverne og forhandler os frem til fornuftige vilkår, som begge parter kan blive enige om. Ikke en konfliktmodel – men en aftalemodel og en samarbejdsmodel.
Det er nu engang sådan, vi tror på, at vi bedst både undgår og løser konflikter – ved at tale sammen.
For hvis ikke arbejdsmarkedets parter igennem frie forhandlinger kan aftale vilkårene på arbejdsmarkedet, så er lovgivning det næste skridt. Det er jeg imod. Det danske arbejdsmarked er måske verdens mest liberale.
Det kan kun lade sig gøre, fordi lønmodtagerne og arbejdsgiverne er godt organiserede. Og så kan det undre mig, at såkaldte liberale personer er tilhængere af mere stat og lovgivning fremfor at lade arbejdsgivere og lønmodtagere forhandle i fred.
Hver dag arbejder de tillidsvalgte, som er rygraden i fagbevægelsen, på at skabe gode lokale løsninger på arbejdspladserne gennem dialog med kollegaer og arbejdsplads.
Til gavn for arbejdspladsen, kollegaerne og samfundet.
Vi er – desværre – ikke alene
Endelig taler Dennis Nørmark om, at vi skal pille de røde flag ned.
Fagbevægelsen er sat i verden for at tale lønmodtagernes sag, og vi samarbejder både til højre og til venstre med alle, der vil være med til at sikre en ordentlig løn, gode arbejdsforhold og holde hånden under et velfærdssystem, der skaber tryghed, selvom man ikke har millioner på kistebunden.
Men sandheden er jo, at organiserede fællesskaber over en bred kam har det svært i de her år – uanset om vi kigger på frivillige i vores idrætsforeninger, medlemmer i politiske partier eller abonnementer på de store dagblade.
Fagbevægelsen er ingenting uden medlemmerne.
Når vi taler om, at vi for alt i verden skal vende medlemsudviklingen, så er ikke for fagbevægelsens egen skyld, men fordi vi kan se, at en svækket fagbevægelse betyder dårlige vilkår for almindelige mennesker. Derfor, Dennis Nørmark, har vi brug for et stærkt og organiseret arbejdsmarked.
