Alle de partier, der i øjeblikket forhandler om regeringsmagten, skal før eller siden forholde sig til valgets varme kartoffel:
Reformer.
Men begrebet er efterhånden så fortærsket, at mange har glemt betydningen. De seneste mange årtier har været domineret af nedskæringsreformer. Lavere ydelser, kortere dagpengeperiode, højere tilbagetrækningsalder.
Misforstå mig ikke.
Danmark skal være et land med sunde offentlige finanser. Det er en helt grundlæggende betingelse for, at vi kan rykke samfundet i den rigtige retning.
Tiden er kommet til, at vi med reformer løfter folk, og ikke gør dem fattigere!
Poltiker-sprog sat på autopilot
Men ulighedsskabende reformer giver ikke flere faglærte og professionsuddannede. Det virker næsten som om, mange på Christiansborg bare har sat politiker-sproget på autopilot.
Næste gang du hører en politiker tage ordet ”reformer” i sin mund, så stil dig selv spørgsmålet ”hvorfor”.
For når man hører erhvervsorganisationerne råbe i kor om reformer, er der ingen, der spørger, hvorfor reformer altid skal handle om at fjerne folks rettigheder eller skære ned på ydelser. Det lyder næsten som om, at statsfinanserne er på vej mod afgrunden, men det er på ingen måde tilfældet.
Til gengæld har vi en kæmpe udfordring med, at vi mangler elektrikere, industriteknikere, pædagoger, sygeplejersker, sosu’er og mange flere. Og dem får vi ikke flere af ved at skære ned, men ved at investere.
Vi har ikke bare brug for mere arbejdskraft. Vi har brug for bestemte typer af arbejdskraft. Det er altså ikke nok bare at sætte et tal på, hvor meget mere ”arbejdsudbud” man vil skaffe. Vi skal have fokus på de to helt centrale udfordringer, som bør definere de kommende årtiers reformkurs:
Vi mister 27 faglærte om dagen
For det første skal vi have arbejdskraft nok til den grønne omstilling. Det kræver ny teknologi og investeringer. Og frem for alt faglært arbejdskraft. I det lys er det himmelråbende, at vi mister 27 faglærte om dagen, fordi færre vælger en faglært uddannelse. Det er en kurve, vi er nødt til at knække.
For det andet står vores velfærd overfor den største demografiske udfordring siden 2. verdenskrig med flere børn og ældre. Og det er ikke bare noget, vi kan se i krystalkuglen. Vores gode medarbejdere i velfærden er jo pressede allerede.
Det kræver handling, og vi vil meget gerne være med til at finde løsninger på rekrutteringsudfordringerne i en trepart.
Reformer, der løfter
Mange af de nyvalgte politikere er enige i udfordringerne, men alligevel er jeg under valgkampen stødt på, at politikere er i den vildfarelse, at vi kan løse udfordringerne ved at sænke skatten eller skære i dagpengene.
Men kære venner!
National handlingsplan: Vores velfærd afhænger af dygtige medarbejdere
“Politikerne lovede under valgkampen bedre velfærd, et stærkere sundhedsvæsen, bedre folkeskoler og gode normeringer i institutionerne. Men der er altså ikke noget af det, der bliver til noget, hvis der ikke er kvalificeret personale”, siger Lizette Risgaard
Der kommer ikke flere pædagoger eller VVS’ere af, at I skruer på fortidens reformknapper.
En ny reformkurs med såkaldte andengenerationsreformer er derimod vores nye supervåben. Vi skal have færre unge, som hverken er i uddannelse eller job. Og vi skal have færre voksne, der langvarigt står uden for arbejdsmarkedet.
Det kræver selvfølgelig investeringer i uddannelse, videre- og efteruddannelse og gode muligheder for sporskifte senere i karrieren.
Vi skal også have færre sygedage og flere på fuld tid via investeringer i et bedre arbejdsmiljø. Og vi skal have færre, som mod deres vilje ikke kan få fuld tid eller tvinges på deltid. Endelig skal vi have bedre seniorordninger, så flere får gode muligheder for at blive længere på arbejdsmarkedet.
I fagbevægelsen har vi fremlagt en stor reformpakke med såkaldte andengenerationsreformer, der ikke gør folk fattigere, men derimod løfter dem.
Vores reformpakke kan potentielt øge beskæftigelsen med 46.000 fuldtidspersoner og forbedre de offentlige finanser med 55 milliarder kroner årligt i 2030.
Så jeg er ikke reform-stormer.
Tværtimod.
En ambitiøs reformpolitik skal gennemsyre det kommende regeringsgrundlag. Men vi er nødt til at definere en ny bundlinje for reformerne.
De skal ikke bare måles på en simpel arbejdsudbudsberegning, der er trukket i en automat i Finansministeriet. Vi skal derimod måle dem på, hvor mange flere kvalifikationer arbejdsstyrken får ud af dem.
Tiden er kommet til, at vi med reformer løfter folk, og ikke gør dem fattigere.
Indlægget er bragt i Avisen Danmark 13.11.22
