Novo Nordisk har flere gange overtrådt gældende sikkerhedsregler i forbindelse med udvidelsen af sin produktion i Kalundborg.

Det fortæller Medwatch på baggrund af en aktindsigt i de tilsynsrapporter, som Arbejdstilsynet har udarbejdet i forbindelse med 14 besøg på byggepladsen i år.

Rapporterne viser, at der blandt andet er udstedt en række strakspåbud, som har skullet bringes i orden, før arbejdet kunne fortsætte.

Intet førstehjælpsudstyr

– Der er en betydelig fare for alvorlig personskade som for eksempel amputation eller skade med døden til følge. Derfor får I et strakspåbud, hedder det i en skrivelse fra Arbejdstilsynet.

Den manglende sikkerhed handler blandt andet om, at der ikke har været lavet en evakueringsplan og heller ikke var førstehjælpsudstyr på byggepladsen.

Et sted på byggepladsen var der heller ikke passende adskillelse mellem arbejdskøretøjer og gående personale.

Endelig blev der i forbindelse med et besøg i april konstateret, at ingen af de arbejdende håndværkere benyttede sig af de lovpligtige åndedrætsværn, selv om de arbejdede i farligt støv.

Ingen kommentar

Byggepladsen i Kalundborg blev 16. maj ramt af en brand, efter at ikkecertificerede udenlandske håndværkere uden arbejdstilladelse kom galt afsted, da de lagde tagpap på en bygning.

Novo Nordisk har ikke villet kommentere rapporterne over for Medwatch.

/Ritzau