Tirsdag formiddag inviterede Fagbevægelsens Hovedorganisation til Lønmodtagernes Topmøde. I år blev mødet afholdt på en ildevarslende baggrund, da FH kunne fremlægge nye tal som viser, at omkring 1,1 millioner danske lønmodtagere i dag nyder godt af en overenskomst uden selv at være medlem af et overenskomstbærende fagforbund.

Mit budskab i dag er, at regeringen gerne vil investere i den danske model

BESKÆFTIGELSESMINISTER Peter hummelgaard (S)

Det er en trussel mod den danske model, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) erkendte fra talerstolen, at den faldende organiseringsgrad er noget, regeringen tager meget alvorligt.

”Grundlæggende er det sådan, at fundamentet for den danske model skrider, hvis lønmodtagerne og virksomhederne ikke organiserer sig”, fastslog han.

Han sagde, at regeringen er villig til at investere i den danske model.

”Den danske model kræver handling, og at vi tør investere i den. Det vil den her regering holde fast i. Vi vil ikke bare score billige point ved at hive modellen frem i skåltaler ved festlige lejligheder. Det vil vi også gøre ved forhandlingsbordet”, sagde Peter Hummelgaard.

Som et parforhold

For den danske model kan ikke trives, hvis vi ikke passer på den. Som et parforhold, understregede ministeren.

”Det nytter ikke noget, at man holder et brag af en sølvbryllupstale, hvis man ikke er villig til at investere i sit parforhold i det daglige. På samme vis er jeg bekymret for konsekvenserne, hvis vi slipper grebet og ikke bliver ved med at udvikle og vedligeholde den danske model. Det kræver konstant opmærksomhed”, sagde han.

Det skal i høj grad tilskrives den danske model, at vi er endt, hvor vi er endt

Overvismand Carl-johan dalgaard

Han takkede FH for at fremlægge en række konkrete forslag til, hvad man kan gøre for at komme medlemsflugten til livs og skabe frugtbar grund for at vende udviklingen og sikre en velfungerende dansk model i fremtiden. Og han efterlyste flere forslag fra andre parter på arbejdsmarkedet.

”Mit budskab i dag er, at regeringen gerne vil investere i den danske model, og derfor lytter vi meget gerne til forslag”, sagde ministeren uden dog at forpligte sig på den konkrete liste af forslag fra fagbevægelsen.

Overvismand ser styrke og krisetegn

På talerstolen var også overvismand Carl-Johan Dalgaard, som ligesom ministeren hyldede den danske model og luftede bekymring for den nuværende udvikling.

”Skal vi have modellen forankret fremadrettet, kræver det, at to parter er villige til at forhandle, og det kræver legitimitet. Lige nu ser vi krisetegn omkring legitimiteten. Hvis den ikke er der, vil vi se, at mange af de gevinster, som er et resultat af kollektive beslutninger, vil blive eroderet”, sagde han.

Overvismanden understregede flere gange, at den innovation og stigende produktivitet, der er fundamentet for vores velfungerende arbejdsmarked og høje velstand i samfundet, er et direkte resultat af den fleksibilitet, den danske model giver.

”Det skal i høj grad tilskrives den danske model, at vi er endt, hvor vi er endt,” sagde overvismanden.