Den budgetlov, som egentlig skal forhindre, at økonomien løber løbsk i kommuner og regioner, er endt med det stik modsatte:
I en årrække har vi set et voldsomt underforbrug i kommunerne.
De sparede penge har hobet sig op i kommunekasserne i stedet for at gå til borgernær velfærd. For budgetloven forbyder kommunerne at overføre penge fra ét budgetår til et andet.
Kommunernes underforbrug begynder tilbage i 2011, da der indføres sanktioner ved budgetoverskridelser. Hvert år lige siden har kommunerne i gennemsnit underforbrugt ca. 2,8 mia. kr. På grund af underforbrug er der samlet røget i alt 27,7 mia. kr. i kommunekasserne frem til 2020.
Hvis underforbruget fortsætter med samme takt, vil beholdningen i kommunekasserne alene pga. underforbruget være vokset til svimlende 55,5 mia. kroner i 2030. Det viser en fremskrivning af tal fra Danmarks Statistik.
Overforsigtigheden skyldes truslen om økonomisk straf:
Budgetloven straffer kommunerne og regionerne økonomisk, hvis de overskrider den ramme, der lægges i de årlige økonomiforhandlinger med regeringen.
Når kommuner og regioner så samtidig ikke har lov til at overføre deres underforbrug til det efterfølgende års budget – ja, så er der tale om, at politikere har lagt den offentlige økonomi i en decideret spændetrøje.
Budgetloven skal moderniseres. Nu.
Budgetloven forhindrer dermed kommunerne og regionerne i at bruge penge på bl.a. klima og velfærd. Det må stoppe nu – loven må moderniseres.
Kritikken af budgetloven står vi ikke alene med i fagbevægelsen. Både KL og Danske Regioner har kritiseret lovens begrænsninger. Også de økonomiske vismænd har peget på, at loven på nogle områder er unødvendig og ufleksibel. Det er på tide, at logikken også trænger ind på Christiansborg
Den oplagte mulighed for at rette fejlene er der nu: Budgetloven skal revideres i denne folketingssamling.
Vi vil derfor kraftigt opfordre til, at det brede politiske flertal, der står bag budgetloven, griber muligheden og sikrer mere fleksibilitet.
Det er hul i hovedet, at pengene hober sig op i kommunekasserne samtidig med, at velfærden er under pres i Danmark, og vi forbereder os på en fremtid med flere børn, unge og plejetrængende ældre.
Vi har brug for en fleksibel styringsmodel, hvor kommuner og regioner kan planlægge økonomien over flere år. Det vil mindske risikoen for underforbrug af midler afsat til velfærd. Af samme grund bliver vi nødt til at lempe de sanktioner, der presser kommunerne ud i et underforbrug.
Ingen er tjent med, at danskerne mister den velfærd, der er råd til, fordi budgetloven ikke er indrettet godt nok. Og den danske økonomi er ikke tjent med, at vi ikke kan prioritere udvikling og fællesskab på grund af begrænsninger i en lov som har vist sig at være unødig restriktiv.