Et år er gået, siden coronakrisen ramte os. Det har så sandelig været et vanskeligt og anderledes år. Men også et historisk år hvad angår krisehåndtering.
Ingen havde forudset, at hele verden, også Danmark, ville komme i en økonomisk og beskæftigelsesmæssig krise af dimensioner.
Og vi var uden tvivl endt i en langt værre situation, hvis ikke vi alle havde stået sammen om at skabe løsninger, der har holdt hånden under økonomien, adskillige virksomheder og titusindvis af lønmodtagere.
Trepartsaftaler har dæmpet slaget
Massive hjælpepakker er blevet iværksat, og den danske model har endnu en gang vist sin store styrke med hele 15 trepartsaftaler det seneste år.
Den første aftale om midlertidig lønkompensation blev indgået 14. marts sidste år og er løbende blevet tilpasset. Ordningen bruges flittigt, og da det så værst ud, var over en kvart million lønmodtagere hjemsendt med lønkompensation.
Senere indgik vi i efteråret en trepartsaftale om midlertidig arbejdsfordeling, som betød, at flere lønmodtagere kan deles om arbejdet for at sikre beskæftigelsen. En ordning, som mere end 10.000 personer i øjeblikket er en del af.
De mange hjælpepakker og trepartsaftaler giver derfor håb om en hurtig genopretning. Et håb, der blev styrket i sommer, da samfundet gradvist blev åbnet igen. Her tog aktiviteten hurtigt til, ledigheden begyndte at falde, og mange af de hjemsendte lønmodtagere stod klar til igen at tage fat.
Krisen er ikke slut – folk skal hjælpes ind i arbejdsfællesskabet igen
Ser vi tilbage på året, der er gået, er det derfor ikke gået så slemt som frygtet. Men krisen er ikke slut.
Smittespredning og nye restriktioner har sat genopretningen på pause over vinteren. På et tidspunkt hvor der fortsat er mange tusinde flere ledige, end før krisen brød ud. Særligt er det gået hårdt ud over de grupper, som i forvejen er sårbare – folk på kanten af arbejdsmarkedet og de unge.
Derfor bekymrer det mig, at antallet af langtidsledige er steget ti måneder i træk, og at ledigheden blandt nyuddannede igen er røget i vejret. For vi ved, at jo længere tid man er ledig, jo sværere bliver det at komme i arbejde.
Man risikerer at få en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og ende bagerst i køen, når virksomhederne skal ansætte nye medarbejdere. Det har ikke kun store konsekvenser for den enkelte, men for hele samfundet. Derfor bør vi sætte hurtigt ind for at hjælpe folk ind i arbejdsfællesskabet igen.
En anden bekymring handler om vores fælles sikkerhedsnet, dagpengene, som har en stadigt lavere kompensationsgrad.
Udhulingen af dagpengene skaber utryghed og truer den danske flexicurity-model
Det er ikke COVID-19’s skyld. Men konsekvenserne af mange års udhuling af dagpengene er blevet endnu mere tydelige i krisetider, hvor mange pludselig mister deres arbejde. Når værdien af dagpengene forringes, skaber det ikke kun utryghed for lønmodtagerne. Det truer hele sikkerheden og fleksibiliteten i den danske flexicurity-model.
Lige nu giver vaccinerne os et håb om, at der er lys for enden af corona-tunnelen. Men vi må ikke glemme, at der stadig venter et stort arbejde med at sikre en hurtigere genopretning og flere jobs.
Vi skal investere os ud af krisen men samtidig have for øje, at det sker på en måde, som også gavner samfundet på længere sigt.
Brug krisen til at uddanne fremtidens grønne klimamodtagere
Det gør vi med investeringer, der sætter fart i den grønne omstilling. Vi har lige nu en enestående mulighed for at bruge krisen til at uddanne fremtidens grønne lønmodtagere og nærme os de ambitiøse klimamål.
Med mere fokus på opkvalificering og uddannelse kan vi skabe bedre omstillingsmuligheder, større frihed i livet og mere tryghed i jobbet for den enkelte. Det får også Danmark til at stå stærkt som en nation med lønmodtagere i verdensklasse.
Lige nu giver vaccinerne os et håb om, at der er lys for enden af corona-tunnelen. Men vi må ikke glemme, at der stadig venter et stort arbejde med at sikre en hurtigere genopretning og flere jobs.
Samtidig er det afgørende, at vi investerer i at fastholde det dynamiske arbejdsmarked, som store dele af verden misunder os. Det kræver, at vi får genskabt trygheden i dagpengesystemet.
Sidst, men ikke mindst kræver det investeringer, hvis vi skal sikre en fortsat høj kvalitet af vores fælles velfærd. Det er afgørende, at coronakrisen ikke får sat et negativt aftryk her.
Vi skal have Danmark tilbage på rette spor. Tilbage i en stærkere og grønnere form. Og vi må ikke efterlade nogen på perronen. Vi skal have alle med.
Indlægget er bragt i Altinget 12.02.21
