Kan du huske, hvornår politikerne sidst lavede en reform, der for alvor satte retfærdighed og det gode liv i centrum? Det kniber måske! Men noget er ved at ændre sig.
Endelig er det måske ved at gå op for politikerne, at vores succes i Danmark jo netop kommer af at turde investere i sundhed, uddannelse og vores tryghed.
Lizette Risgaard
Regeringen, DF og støttepartierne har forhandlet i ugevis for at gøre noget længe tiltrængt: at give medborgere med et langt arbejdsliv flere raske år på pension. Vi taler særligt om faglærte og ufaglærte medborgere, som har både færre raske år og færre leveår på pension.
Markant kursskifte
Uanset hvordan detaljerne i Arnes pension lander, så markerer ordningen et markant kursskifte på Christiansborg. For det er ikke mere end nogle år siden, at Venstres leder Lars Løkke ihærdigt forsøgte at hæve pensionsalderen yderligere for at få råd til skattelettelser.
Heldigvis er politik nu gået fra at være et spørgsmål om at skære velfærd og sænke skatten for de rigeste, til at handle om at løfte mennesker. Ligesom værdighed er blevet et vigtigt ord i de magtfulde korridorer i København.
Endelig er det måske ved at gå op for politikerne, at vores succes i Danmark jo netop kommer af at turde investere. Investere i sundhed, uddannelse og vores tryghed. Det skaber fremgang for både den enkelte dansker/lønmodtager og for virksomhederne.
For når forældre trygt kan aflevere ungerne i børnehaver med gode normeringer, og bedsteforældre får en værdig pension og behandling på plejehjem, så er der overskud til, at man kan passe sit arbejde i stedet for at bekymre sig for sine nærmestes ve og vel.
Arbejdsgiverne tager fejl
Men at vende retningen for vores samfund tager tid, og det bliver ikke uden kamp. Det har vi de seneste uger set med en intensiv kampagne fra arbejdsgiverne, som påstod, at retten til tidlig pension ville trække oceaner af raske personer ud af arbejdsmarkedet. Men det er altså langt fra tilfældet.
For det første, fordi at det ærlig talt er svært at se, hvordan udsigten til en indtægt på 13.500 kr. om måneden skulle kunne trække glade og raske lønmodtagere ud af arbejdsmarkedet. Det er i hvert fald et godt stykke under den typiske overenskomstmæssige løn.
Men også fordi de kommende års stigning i efterløns- og folkepensionsalder vil give, langt flere hænder på arbejdsmarkedet end dem, der vælger at gå tidlig på pension.
Ikke i mål
Nu er Arnes pension på vej. Men det betyder ikke, at vi er i mål endnu.
Målet er nemlig, at alle skal have ret til mange gode år – både mens man er på arbejdsmarkedet og efter et langt arbejdsliv.
Behovet for at kunne trække sig tidligere tilbage opstår jo, fordi for mange mennesker arbejder for længe i job, der slider for meget på helbredet.
Lizette Risgaard
Her kommer vi tilbage til dét med at løfte mennesker og investere os ud af problemer. For hvis vi skal nå helt i mål – og det skal vi! – så kræver det også, at vi gør langt mere for at forebygge nedslidning, end der bliver gjort i dag. Derfor er næste skridt, at der tages alvorligt fat på at forbedre arbejdsmiljøet.
Behovet for at kunne trække sig tidligere tilbage opstår jo, fordi for mange mennesker arbejder for længe i job, der slider for meget på helbredet.
Mange er hårdt belastet af arbejdet
Ser man på, hvor mange der har et job, som går hårdt ud over kroppen rent fysisk, så er der stort set ikke sket noget de sidste ti år.
Og hvis man undersøger det psykiske arbejdsmiljø, føler mere end hver anden medarbejder i den offentlige sektor, at deres arbejde er psykisk belastende. Det samme gælder hver tredje i den private sektor.
Der er altså rigeligt at tage fat på, og selv når Arne forhåbentlig snart får lov at hvile lidt på laurbærrene, så fortsætter vi i fagbevægelsen ufortrødent. For vi vil en anden vej – både for Arne, Anette og alle kollegerne.
Indlæg bragt i Avisen Danmark 11.10.20
