Resultatet af det britiske valg er klart. Boris Johnson har sikret de konservative et overvældende flertal i Underhuset.

Dermed er vejen banet for, at Underhuset allerede i næste uge endeligt godkender den aftale, der sender Storbritannien ud af EU 31. januar 2020.

For Danmark betyder det vished for at Storbritannien forlader EU. Men vi har stadig det vigtigste til gode, nemlig de fremtidige relationer mellem EU og Storbritannien

Ny handelsaftale skal forhandles på plads

Overgangsperioden frem til 31. december 2020 skal bruges til at forhandle nye aftaler på plads, ikke mindst en ny handelsaftale.

Det er ikke en umulig opgave at blive enige inden 31. december 2020, hvis briterne er indstillet på, at en ny handelsaftale baserer sig på, at de fortsætter med at følge EU’s standarder.

For FH og for danske lønmodtagere er det helt afgørende, at de kommende forhandlinger sikrer, at Storbritannien ikke får lavere standarder på arbejdstagerettigheder og miljø.

Voksende appetit for at frigøre sig fra EU-standarder

Men efter den knusende valgsejr vil der formentlig være voksende appetit hos de konservative for at frigøre sig mest muligt fra EU’s standarder. Det var jo trods alt det, som var hele baggrunden for Brexit – at man fik selvbestemmelsen tilbage.

FH forventer, at Kommissionen med det samme går i gang med at udforme forhandlingsmandatet. Det har kommissionen formentlig allerede været i gang med et stykke tid.

Der er næppe tvivl om, at der bliver tale om besværlige forhandlinger.

Der er i den indgåede aftale mellem EU og Storbritannien gjort plads til at overgangsperioden kan forlænges ud over 31. december 2020. Men det vil kræve, at briterne beder om forlængelsen allerede inden 1. juli næste år.

Risiko for no-deal Brexit er vokset

Og med udmeldingerne fra Boris Johnson, så virker det ikke særlig sandsynligt på nuværende tidspunkt.

Der er stadig en risiko for, at vi igen skal forholde os til et no-deal Brexit, hvis ikke overgangsperioden forlænges, og hvis forhandlingerne går i hårdknude.

Risikoen er vokset med det flertal som de konservative har nu – koblet med EU27’s krav om fælles spilleregler.