Onsdag inviterede den socialdemokratiske gruppe i Parlamentet til et webinar om det digitale arbejdsmarked herunder regulering af platformsarbejde og algoritmer.

Vicepræsident for den socialdemokratiske gruppe, Pedro Marques, indledte med at fremhæve, at der er stor fremgang i medlemslandene i forhold til lovgivning på området. Samtidig pointerede han dog, at det også er vigtigt at sikre europæisk lovgivning i forhold til platformsarbejde. Marques understregede, at algoritmerne skal arbejde for og ikke imod mennesker.  

Under debatten fastslog Ana Carla Pereira, fra Nicolas Schmidts kabinet, at platformsarbejde er et område, hvor EU kan være i front. Hun fremhævede, at det er område, hvor teknologien har været anvendt til at presse arbejdstagere, og at introduktionen af teknologi på arbejdsmarkedet ikke skal medføre et ræs mod bunden.

I et lidt andet perspektiv udtalte Maxime Cerutti fra Business Europe, at der har været misledende klassificeringer af soloselvstændige, men at det ikke er et område, som bør reguleres af europæisk lovgivning.

I FH bakker vi op om, at Europa arbejder sammen for at sikre, at lønmodtagere på platforme kategoriseres som det de er: nemlig lønmodtagere og ikke selvstændige. Vi skal have sat en endegyldig stopper for udnyttelse af arbejdskraften på de digitale platforme.