Bedre introforløb for nyuddannede og nyansatte, forebyggelse af sygefravær og arbejdsskader eller udvikling af karriereveje. Det er nogle af de indsatser, som kommuner og regioner kan søge midler til for at forbedre arbejdsmiljøet og gøre deres arbejdspladser mere attraktive.

Samlet set er der afsat 216 mio. kr. over en treårig periode. Midlerne blev afsat i trepartsaftalen om løn- og arbejdsvilkår fra december 2023.

Beskæftigelsesministeren Ane Halsboe-Jørgensen siger:

-Med trepartsaftalen giver vi et afgørende lønløft til en stor gruppe medarbejdere, der er helt centrale for vores velfærdssamfund. Samtidig afsætter vi en stor pulje penge til at forbedre arbejdsmiljøet.

Vil skabe konkrete forbedringer

-Formålet med puljen er at skabe konkrete forbedringer i arbejdsmiljøet for vores værdifulde ansatte i kommuner og regioner. Det er helt afgørende for, at flere får lyst til at blive i bl.a. sundhedsvæsenet og ældreplejen – og at nye har lyst til at søge mod de fag.

Trepartsaftalen om løn- og arbejdsvilkår er indgået af regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Akademikerne. 

Puljen uddeles én gang om året i perioden 2024-2026. Der er afsat 52 mio. kr. i 2024. Her er ansøgningsfristen d. 5. november. Derudover er der afsat 82 mio. kr. årligt i 2025 og 2026.

/Ritzau