Morten Hovgaard havde ikke skænket det en tanke.

Der var jo styr på aftalen.

Når andelsforeningen, han var ansat i, optjente bonuspoint hos Lomax, måtte han bruge dem. Også til private indkøb. Det havde han aftalt med foreningens bestyrelsesformand, som var hans chef.

Jeg er meget tilfreds med afgørelsen, som fastslår, at en mundtlig aftale er gældende!

Dennis Schnell-Lauritzen, advokat i fh

Morten Hovgaard anså det som et personalegode.

Et lille løntillæg.

Og selvom den bestyrelsesformand, han havde lavet aftalen med, var stoppet, var han ikke bekymret. Flere medlemmer af bestyrelsen skrev jo under på alle fakturaerne. Og den nye formand havde desuden sagt, at alt bare skulle køre videre som hidtil.

Bortvist på stedet

Derfor kom det da også som lidt af et chok, da Morten Hovgaard i efteråret 2023 blev kaldt til tjenstlig samtale for at redegøre for sin brug af bonuspointene. Og chokket blev ikke mindre, da han på stedet blev bortvist.

Den siddende bestyrelse mente nemlig ikke, at aftalen med den tidligere bestyrelsesformand var gyldig. Og at Morten Hovgaard derfor havde groft misligholdt sin ansættelse ved at bruge bonuspointene privat.

Københavns Byret skulle derfor tage stilling til, om en sådan mundtlig aftale holder, hvis den en årrække senere ikke er blevet genbekræftet, men heller ikke opsagt.

Stor erstatning

Byrettens konklusion blev, at Morten Hovgaard var i sin gode ret til at bruge bonuspointene, da den tidligere bestyrelsesformand bekræftede aftalen. Retten lagde også stor vægt på, at siddende bestyrelsesmedlemmer meget ofte fik kvitteringer til underskrift fra Lomax, hvor optjente point til bonusordningen tydeligt fremgik.

Retten kritiserede desuden, at Morten Hovgaard var blevet bortvist på stedet, uden at bestyrelsen tog kontakt til den tidligere bestyrelsesformand. Han ville ellers meget gerne bekræfte aftalen, som han gjorde over for byretten.

Det er meget utrygt for en lønmodtager som Morten Hovgaard, at en ny ledelse kommer til og kan straffe én for aftaler, man har indgået på den helt rigtige måde

Dennis Schnell-Lauritzen, advokat i fh

Derfor blev afgørelsen, at Morten Hovgaard ikke havde gjort noget forkert, og at både bortvisning og afskedigelse derfor var ubegrundet.

Byretten tildelte ham i alt 827.466,51 kroner i manglende løn og godtgørelse.

”Jeg er meget tilfreds med afgørelsen, som fastslår, at en mundtlig aftale er gældende. Det er meget utrygt for en lønmodtager som Morten Hovgaard, at en ny ledelse kommer til og kan straffe én for aftaler, man har indgået på den helt rigtige måde.

Det kan den her dom skabe mere tryghed omkring,” siger Dennis Schnell-Lauritzen, advokat i Fagbevægelsens Hovedorganisation, som har ført sagen.