I Danmark bryster vi os af at have et arbejdsmarked baseret på tillid, ordentlighed og retfærdighed.

Derfor er det bekymrende, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) her på A4 argumenterer imod indførelsen af et nyt entreprenørstop, som bl.a. giver Arbejdstilsynet mulighed for at håndtere de dybt uacceptable beretninger, vi senest har set i DR-dokumentaren ”Underdanmark” om migranters arbejdsvilkår i den danske byggebranche.

Manglende løn og livsfarligt arbejde med asbest uden lovpligtig uddannelse er hverdag for migrantarbejdere i den danske byggebranche!

Flemming H. grønsund

Konkret får Arbejdstilsynet fremover hjemmel til at standse al arbejde for hovedentreprenører og alle evt. underentreprenører ved grove overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.

Ikke blot skæv kobling – men et svigt

Når DA begrunder sin utilfredshed med lovforslaget om entreprenørstop med argumenter om administrative byrder og økonomiske omkostninger, er det ikke blot en skæv kobling.

Det er et svigt af de mange lønmodtagere, der udnyttes af skruppelløse arbejdsgivere og hver dag går på arbejde under farlige arbejdsvilkår.

Samtidig er det et svigt af de ansvarlige virksomheder, der hver dag lever op til dansk lovgivning og behandler deres medarbejdere med respekt og ordentlige arbejdsvilkår – for de ansvarsfulde virksomheder udsættes for unfair konkurrence fra de virksomheder, der ser stort på medarbejdernes sikkerhed og bevidst omgår regler.

Derfor glæder det mig at se, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen var hurtigt ude at reagere på DA’s melding her i A4. Og jeg må bare sige, at ministerens ord opsummerer det meget fint:

”Social dumping er gift for det danske arbejdsmarked, og jeg er rystet over, hvad man kan slippe afsted med i dagens Danmark.”

Det bliver helt tydeligt for alle danskere, der ser med, når DR’s dokumentarer, ”Underdanmark” og ”På Statens Regning”, ruller over skærmene.

Migrantarbejderes horrible forhold

Her ser man, hvordan illegalt ophold, manglende løn og livsfarligt arbejde med asbest uden lovpligtig uddannelse er hverdag for migrantarbejdere i den danske byggebranche.

Og hundredvis af albanske migrantarbejdere tvinges til at betale dele af deres løn tilbage til deres arbejdsgiver – en underentreprenør i byggerierne på tre store danske offentlige byggerier, der betales af danske skatteborgere.

Dokumentarernes indhold er desværre ikke en nyhed for os i fagbevægelsen. Både ”Den Sorte Svane”, historierne om børn, der arbejder med asbest og vores mange fagretlige sager viser, at der i for mange brancher på det danske arbejdsmarked er skruppelløse arbejdsgivere, der ser stort på medarbejdernes ve og vel.

LÆS OGSÅ: Ny rapport om migranterarbejdere i Danmark

Beretningerne viser med al tydelighed, at der ikke er tale om beklagelige fejl eller misforståelser, men om grove og systematiske overtrædelser af dansk lovgivning, der risikerer menneskeliv. 

Dokumentarernes indhold er desværre ikke en nyhed for os i fagbevægelsen!

FLEMMING H. GRØNSUND

Glæde over aftale om bl.a. entreprenørstop

Derfor er vi i FH også glade for, at SVM-regeringen sammen med Danmarksdemokraterne, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet i maj 2024 indgik en bred politisk aftale om indsatsen mod social dumping og arbejdskriminalitet.

Entreprenørstop er en vigtig del af den aftale, og initiativet skal sende et vigtigt signal til arbejdsgiverne om, at vi ikke vil tolerere, at menneskeliv sættes på spil, når der bygges i Danmark.

Når DA argumenterer for, at virksomhedernes retssikkerhed tilsidesættes med lovforslaget, er det afgørende at forstå, at entreprenørstoppet ikke er en straf, der uddeles lemfældigt.

Der skal en lang række grove overtrædelser af reglerne til, før arbejdet bliver pålagt standsning. Det skal med andre ord være en afskrækkende sanktion, der får virksomhederne til at tage ansvar. Hovedentreprenører skal også tage ansvar for, at de underentreprenører, de bruger, opfører sig ansvarligt.

Hvilket Danmark ønsker vi?

Og derfor kære DA: entreprenørstop handler ikke om administrative byrder eller økonomiske omkostninger. Det handler om værdier. Hvilket Danmark ønsker vi? Og hvilket arbejdsmarked ønsker vi?

Ønsker vi et parallelt arbejdsmarked, hvor livsfarligt arbejde og social dumping stiltiende får lov at florere og vokse?

Det handler om værdier. Hvilket Danmark ønsker vi? Og hvilket arbejdsmarked ønsker vi?

FLEMMING H. GRØNSUND

Eller skal vi stå fast på, at vi ønsker et retfærdigt arbejdsmarked, hvor lønmodtagere behandles anstændigt, og hvor arbejdsgiverne løfter deres ansvar for arbejdsmiljøet.

Til gavn for den enkelte lønmodtager, de ansvarlige danske virksomheder og samfundet som helhed.

Jeg ønsker mig det sidste.

Debatindlægget er bragt på A4-medier 04.12.24