Et lille måltid kan stille store krav til den, der laver det.
Det ved Josephine Arrild. Som ernæringsassistent laver hun mad til ældre, der ofte kun kan spise små portioner. Derfor skal hun sammensætte måltider, der giver dem den næring, de har brug for, selv når appetitten er lille.
Det kræver faglighed. Og det giver arbejdet mening.
– Det er jo også blevet mit hjertebarn, det her område at lave mad til sårbare, siger hun.
Josephine er 43 år, medlem af Kost- og Ernæringsforbundet og fællestillidsrepræsentant. Hun har arbejdet i køkkener i mange år og blev uddannet ernæringsassistent i 2023.
Hun har fundet et fag, hun brænder for. Men når samtalen falder på en stigende pensionsalder, handler hendes svar om mere end glæden ved arbejdet: Der skal også være et arbejdsmiljø, man kan holde til at være i.
Et fællesskab, man kan holde til at blive i
Josephine interesserer sig især for det psykiske og sociale arbejdsmiljø. For hvordan kolleger har det med hinanden. Og for, om ledelsen tager ansvar for fællesskabet.
Hendes erfaringer stammer fra forskellige arbejdspladser og fra de kolleger, hun møder som fællestillidsrepræsentant.
Mange steder oplever hun, at samarbejdet fungerer rigtig godt. God ledelse betyder i hendes øjne heller ikke, at en leder aldrig begår fejl.
– God ledelse er, at man har nogle sociale og personlige kompetencer inden for fællesskab. At man stiller sig som leder for det, siger Josephine.
Andre steder oplever hun, at problemer med ledelsen får lov at fortsætte i årevis. Med konsekvenser for medarbejderne og deres mulighed for at holde til arbejdet.
For hende er det en afgørende del af pensionsdebatten. Et langt arbejdsliv afhænger også af, hvordan man bliver mødt, når man går på arbejde.
Fælles problemer kræver fælles løsninger
Når en kollega henvender sig til Josephine, begynder hun med at lytte. Er der brug for individuel støtte? Eller handler henvendelsen om forhold på arbejdspladsen, som skal håndteres i fællesskab?
Hvis problemet ligger i det fælles arbejdsmiljø, skal løsningen også findes dér.
Når medarbejdere og ledelse vil samarbejde, kan hun være med til at skabe en samtale om det, der er svært. Og hun har gode erfaringer at trække på:
– Det fungerer rigtig mange steder. Jeg har kørt nogle virkelig, virkelig gode processer.
Målet er ikke at holde ét møde og derefter erklære arbejdsmiljøet for ordnet. Det er at skabe et fælles sprog og en tillid, som gør det muligt at tage problemerne op, når de opstår.
Men hvis en ledelse ikke vil samarbejde, oplever Josephine, at handlemulighederne bliver for små. Hun efterlyser derfor stærkere aftaler med arbejdsgiverne, som giver fagbevægelsen bedre muligheder for at hjælpe.
Hun hører for ofte om kolleger, der får rådet at finde et andet arbejde. Hendes ambition er, at der bliver bedre muligheder for at ændre de forhold, som får dem til at ville væk.
Hjælpemidler gør en forskel. Det gør bemandingen også
Også det fysiske arbejdsmiljø fylder i køkkenfaget.
Rørearme kan overtage arbejdet med at røre i gryderne. Andre belastninger kan mindskes ved at ændre arbejdsgange eller købe en råvare, der allerede er forarbejdet.
Men Josephine oplever samtidig en udvikling, der trækker i den modsatte retning. Der bliver igen lavet mere mad fra bunden, og det giver faglig stolthed. Til gengæld er der efter hendes oplevelse blevet færre hænder til opgaverne.
– Fra sidste gang, hvor vi lavede ting fra bunden, til nu, hvor vi gør det igen, er vi jo færre kolleger til det samme arbejde.
Hjælpemidlerne er en forbedring. Men arbejdspresset skal også med, når man taler om at forebygge nedslidning og gøre længere arbejdsliv mulige.
Tid til et arbejdsliv, man kan holde til
Josephines historie viser, hvad der skal med i regnestykket, når politikerne diskuterer pensionsalder: De år, lønmodtagerne skal blive længere, skal også være år, de kan holde til.
Fagbevægelsen har med pensionsudspillet Trygt, retfærdigt og ansvarligt foreslået en langsommere stigning i pensionsalderen sammen med investeringer i fysisk og psykisk arbejdsmiljø og bedre muligheder for sporskifte. Målet er at forebygge nedslidning og sikre en mere retfærdig pension.
For Josephine begynder et holdbart arbejdsliv med noget helt konkret: Ledelse, der tager ansvar. Kolleger, der kan tale om problemerne. Og mulighed for at handle, når noget er galt.
Der er brug for hendes faglighed. Der er også brug for at passe på hende og hendes kolleger.
Det er tid til et arbejdsliv, man kan holde til.