Fra næste år skal alle nyuddannede lærere have et introforløb, når de begynder på deres skole. Det blev skrevet ind i overenskomsten ved de seneste overenskomstforhandlinger efter krav fra Danmarks Lærerforening.

Det skal være med til at give nye lærere en bedre start på arbejdslivet og styrke mulighederne for at fastholde dem i folkeskolen.

Vi skylder de nyuddannede en bedre start på lærerlivet, men det handler faktisk ikke kun om dem. Det handler også om eleverne og om folkeskolens fremtid!

Gordon ørskov madsen

Nye tal fra Danmarks Lærerforening viser, hvorfor der med alt tydelighed er behov for en markant indsats. Blandt lærere, der er uddannet inden for de sidste tre år, svarer 36 %, at de ikke får reduceret undervisningstid som nyuddannede, og samtidig svarer 52 %, at de ikke har en mentor.

”I mange år har vi brugt en masse læreres tid på ikke at komme godt i gang. Det skal være slut nu. Vi har taget et godt første skridt ved at få det føjet ind i overenskomsten, og nu skal vi have kød og blod på, så kvaliteten af lærerstartsordningen ikke afhænger af skolens postnummer,” siger Gordon Ørskov Madsen i pressemeddelelse på dlf.org.

Hver sjette kan være på vej væk

Undersøgelsen peger også på en udfordring med at fastholde de nye lærere.

På spørgsmålet om, hvorvidt de stadig ser sig selv arbejde i folkeskolen om fem år, svarer 10 %, at de er delvis uenige, mens 6 % er helt uenige. Dermed ser hver sjette lærer ikke sig selv arbejde i folkeskolen om fem år.

Omvendt svarer 38 %, at de er meget enige i, at de fortsat ser sig selv i folkeskolen om fem år, mens 41 % er delvis enige.

”Vi skylder de nyuddannede en bedre start på lærerlivet, men det handler faktisk ikke kun om dem. Det handler også om eleverne og om folkeskolens fremtid. Når nye lærere får en god start, øger vi chancen for, at de bliver i professionen og fortsætter med at udvikle sig – og dermed styrke den faglige trivsel hos kommende generationer af elever,” siger Gordon Ørskov Madsen.

For Danmarks Lærerforening handler fastholdelse samtidig om de generelle rammer for lærernes arbejde. Foreningen peger blandt andet på flere tolærertimer som et tiltag, der kan komme både nye og erfarne lærere til gode.

”Og så er der helt generelt brug for et bedre arbejdsmiljø for at fastholde og tiltrække lærere. Fx vil flere tolærertimer komme nye såvel som erfarne lærere til gode – og derved sikre et bedre undervisningsmiljø for alle elever, så de lærer mere og kommer godt videre i livet. Vi ser heldigvis nogle rigtig gode ambitioner fra den nye regering og en vilje til at lave markante investeringer i folkeskolen. Det er helt afgørende,” slutter Gordon Ørskov Madsen i pressemeddelelsen på dlf.org

Dårligt arbejdsmiljø slider på helbreddet

De nye tal supplerer et billede af, at bedre arbejdsvilkår er afgørende, hvis flere uddannede lærere skal blive i folkeskolen. En undersøgelse tidligere i år viste, at 7 ud af 10 lærere ofte bruger en del af spisepausen på arbejdsopgaver. Mange lærere arbejder hele dagen uden reelle pauser, hvor frikvarterer og spisepauser opsluges af elever og forberedelse.

Hele 80 % af de lærere og børnehaveklasseledere, der har svært ved at holde pauser, oplever, at det har negative konsekvenser for deres fysiske eller mentale helbred.

Vi ser heldigvis nogle rigtig gode ambitioner fra den nye regering og en vilje til at lave markante investeringer i folkeskolen. Det er helt afgørende!

Gordon Ørskov Madsen

I april lancerede Danmarks Lærerforening samtidig en national handleplan for at få flere uddannede lærere til – og til at blive i – folkeskolen. Her er bedre arbejdsvilkår og en stærkere start for nyuddannede blandt de centrale indsatsområder. DLF peger blandt andet på systematiske lærerstartsordninger med mentorordninger, reduceret undervisningsbelastning og bedre muligheder for faglig sparring.

arbejdsmiljø
arbejdsmiljø
arbejdsmiljø
Kathrine Windahl er lærer på Hastrupskolen i Køge og går oprigtigt glad på arbejde. Men hun understreger, at gode arbejdsvilkår ikke er en selvfølge – og at flere burde have mulighed for et arbejdsliv, de kan trives i.