I morges talte jeg med TV 2 om fremtidens pensionsmodel.
Her fremhævede jeg de to ting, der er vigtigst for mig: Retfærdighed og holdbarhed.
I dag er modellen ikke retfærdig. Pensionsalderen stiger på papiret for alle, men sådan er det ikke i virkeligheden. De rigeste iblandt os kan trække sig, når de har lyst. Mens de, der i forvejen har de længste og hårdeste arbejdsliv, skal knokle endnu flere år.
Derfor er det en hjørnesten i en retfærdig model, at vi bevarer og styrker de tidlige tilbagetrækningsordninger. Vi skal ikke have et arbejdsmarked, hvor man skal være syg eller nedslidt, før man kan stoppe. Alle har ret til nogle gode år efter arbejdslivet.
Den nuværende model er heller ikke holdbar. Det har den jo bevist ved, at det kun er 18 år siden, Velfærdsforliget blev indgået. Og allerede nu er der et stort behov for at rette op på skævhederne.
De skævheder er opstået, fordi politikerne løb fra deres løfter. Fundamentet for forliget var dengang en stærk efterlønsordning og lovede investeringer i arbejdsmiljø og forebyggelse. De ting er forduftet.
Derfor er det en bunden opgave at lave en pensionsmodel, der kan bestå mange årtier ud i fremtiden, og vi skal sikre reelle investeringer i lønmodtagernes arbejdsliv og tryghed. Det handler især om uddannelse og arbejdsmiljø.
Lønmodtagerne skal kunne regne med, hvornår de kan trække sig tilbage. Vi kan ikke lave hovsaløsninger og justeringer med få års mellemrum.
Det vil kun skabe langt mere utryghed.
