Svend Brinkmann skriver i Altinget 20. februar 2023, at risikoen for at blive ramt af stress er dobbelt så høj hos ledige som hos beskæftigede. Fordi ledige er underlagt krav og strukturer, som de ikke har kontrol over.
Derfor oplever mange ledige det som svært at ændre deres situation. Og det der dét, der giver stress.
Som Brinkmann forklarer, kan vi nemlig ikke forklare stress med et stort arbejdspres. Mange trives med mange opgaver på jobbet, mens mange ledige får stress. Hvordan hænger det sammen?
Forestil dig bare, at der blev forslået besparelser på hospitalerne for at nedbringe de nuværende ventetider
Mangel på kontrol giver stress
Det gør det, fordi det ifølge Svend Brinkmann er manglen på kontrol, der giver stress. De fleste kan håndtere høje krav, hvis de selv kan tilrettelægge opgaverne og udføre dem på den måde, de vurderer bedst. Så giver det arbejdsglæde, ikke stress. Mens kravene til ledige ofte føles påduttede og meningsløse.
Jeg er enig i Svend Brinkmanns vurdering, og i fagbevægelsen deler vi hans ambition – vi skal skabe et samfund, hvor mennesker har reel indflydelse på deres livssituation. Det skal naturligvis både gælde for dem i arbejde og for dem, der leder efter et.
Beskæftigelsessystemet skal hjælpe de ledige i arbejde, ikke gøre dem syge og skubbe dem længere væk fra arbejdsmarkedet. Det taber vi alle på.
Helt forkert og uforståeligt at regeringen vil spare
Sind og Psykiatrifonden har spurgt 1.400 sygemeldte om deres møde med jobcenteret. Her svarer mere end to ud af tre, at jobcenteret belaster deres livskvalitet. Det fører til, at hver fjerde har tanker om, hvorvidt livet er værd at leve.
Regeringen har da også konstateret, at der er udfordringer på beskæftigelsesområdet. Men deres medicin er, at der skal spares tre milliarder om året og at nedlægge jobcentrene. Det er helt uforståeligt, at det kan være løsningen. Forestil dig bare, at der blev forslået besparelser på hospitalerne for at nedbringe de nuværende ventetider.
Problemet skal gribes helt anderledes an. Vi skal skabe et enklere beskæftigelsessystem, hvor den enkelte har mere indflydelse på sin egen situation. Vi skal give de ledige kontrollen tilbage, for kun sådan kan vi modvirke flodbølgen af stress blandt ledige, som Svend Brinkmann pointerer.
Derfor er vores forslag, at vi i første omgang stopper op og starter en mere grundig diskussion af, hvordan fremtidens beskæftigelsesindsats skal se ud. Inden vi skærer en fjerdedel af pengene væk på et uoplyst grundlag.
Frihed, tillid og værdighed
Til denne diskussion vil jeg foreslå, at vi tager udgangspunkt i en række kerneværdier, som gennemsyrer vores samfund, som desværre er blevet nedprioriteret, når det gælder vores arbejdsløse og dem på kanten af samfundet.
Vi skal have skruet op for friheden, tilliden og værdigheden i fremtidens beskæftigelsessystem. Sådan kan vi genskabe den opbakning, som det nuværende system mangler. Til gavn for arbejdsløse, virksomheder og samfundet.
Nu spørger du måske – hvad betyder frihed? At der ikke længere skal stilles nogen krav til den arbejdsløse?
Selvfølgelig ikke!
Frihed betyder for mig, at der skal være mere frihed til at leve op til de krav, der stilles. Arbejdsløse skal have hjælp og vejledning, når de ønsker det, eller når sagsbehandleren skønner, der er brug for det, frem for at komme ind i et one-size-fits-all system.
Tag opgør med mistillidskulturen!
Lever vi op til det, så tror jeg, at værdigheden også følger med. Hvis forholdet mellem sagsbehandler og arbejdsløs bliver mere ligeværdigt, så tror jeg, at hele systemet vil virke mere menneskeligt og bedre.
Endelig er det vigtigt, at vi tager et opgør med mistillidskulturen, som i dag hersker på området. Hvis vi skal efterleve mantraet om ”at sætte borgeren i centrum”, så må udgangspunktet være, at vi har tillid til, at den enkelte kan træffe fornuftige valg.
Ledige ønsker jo faktisk varig beskæftigelse. Derfor skal vi ikke bruge tid på ligegyldig kontrol, der koster ressourcer og stresser de ledige. Men have tillid til dem.
”Mens vi lytter rigtig meget til ressourcestærke mennesker, der kan fortælle deres stresshistorier i medierne, fylder stemmerne fra de grupper, der er allermest stressede, næsten ingenting,” skriver Svend Brinkmann.
Jeg synes, vi skulle begynde at lytte til dem og gøre noget ved det system, som stresser dem.
