Reformer skal løfte folk – ikke gøre dem fattigere!

Hvor skal væksten komme fra?

Spørgsmålet er lige så knastørt, som det er afgørende for din fremtid.

I mange år har reformer rimet på noget, der gør ondt på folk. Tanken fra politikerne har været, at Danmark bliver rigere ved at gøre arbejdsløse og udsatte fattigere, fordi man håber, at dét løfter dem i arbejde.

Men tiden er ved at løbe fra de gammeldags reformer.

Det påpeger flere af de førende økonomer også. Af samme grund taler man om såkaldte andengenerationsreformer, hvor man skaber job uden at øge uligheden.  I FH mener vi, at selve måden, der laves reformer på, skal reformeres.

For tænk, hvis vi kunne få flere i arbejde gennem en social Marshall-plan, hvor vi uddanner, forebygger og hjælper hinanden? Se, dét ville forbedre vores hverdag og samtidig gøre os rigere som nation.    

For som virkeligheden viser, vil en IT-virksomhed i dag næppe ansætte en 40-årig ufaglært, som ikke har haft et arbejde i 10 år, og som måske ikke er så god til it, matematik og dansk. Arbejdsgiverne har jo først og fremmest brug for dygtigere medarbejdere.

Og jeg vil sige, at det både er i de borgerlige og ikke-borgerliges interesse at genoverveje, hvordan vi arbejder med at få flere mennesker i arbejde.

Både råd til velfærd og til at sænke skatten

Hvis vi lykkes med at nytænke reformerne, vil det kunne skabe så meget velstand, at der både bliver råd til velfærd og at sænke skatten – hvis man vil det. Se det ville jo ikke være helt tosset.

Hvordan når vi så dertil?

Jo, når vi løfter folk, fx gennem uddannelse, kommer flere i arbejde – og når flere bliver dygtigere, vokser rigdommen i samfundet og i statskassen.

Det var grundingrediensen i reformerne i 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Hvis den nuværende logik i reformarbejdet havde styret tankegangen dengang, var velfærdsstaten aldrig blevet født. Og der findes ikke ét excel-ark, der forklarer, hvorfor velfærdsstaten ikke går i minus – derimod kan vi jo se, at den fungerer forbilledligt.

Flere hundrede tusinder er overladt til sig selv

Men vi har samtidig skabt et samfund, hvor flere hundrede tusinder er overladt til sig selv. Og hvor store problemer får lov at vokse sig større – problemer som også er udgifter. Lad mig blot nævne:

• Vi har over 100.000 forsømte unge. Unge, der hverken er i uddannelse eller i job.
• Ca. halvdelen af ikke-vestlige indvandrerkvinder er ikke i arbejde.
• 600.000 danskere har svært ved at læse, skrive og regne.
• En million danskere har dårlige digitale evner. Samtidig kræver nye job stærkere kompetencer netop på det digitale område.
• Titusinder af ufaglærte risikerer at miste arbejdet de kommende år, samtidig med at vi kommer til at mangle titusindvis af faglærte. 
• Stadig flere nyuddannede akademikere vil dimittere direkte ind i arbejdsløshed.
• Stress er en folkesygdom, som anslås at koste samfundet milliarder af kroner årligt.  
• Flere oplever smerter i kroppen på arbejdet.

Der er altså plads til forbedring.

Hver af de udfordringer er ikke kun en tragedie for den enkelte og familien. Det koster også den enkelte, staten og virksomhederne dyrt.

Spørgsmålet er derfor: Hvad vil det gøre ved vores økonomi og samfund, hvis flere får en uddannelse? Færre får stress? Og hvis flere af vores svageste faktisk får den hjælp, de har brug for?  

Det er her vores nye reformkatalog kommer i spil. Jeg vil gerne fremhæve fire små konkrete eksempler fra vores katalog. Det er eksempler på, hvordan vi bliver rigere ved at investere i mennesker.

1. De 100.000 forsømte unge er ikke dovne eller dumme. Mange har udfordringer, som påvirker deres mulighed for at tage en uddannelse eller passe et arbejde på almindelige vilkår. Vi taler om unge, som har brug for et trygt og roligt hjem for at kunne koncentrere sig om deres skole. Derfor foreslår vi, at staten opretter skolehjem, hvor man får tag over hovedet og mad på bordet, mens man tager en forberedende grunduddannelse. Samtidig skal vi give nogle af de her unge lidt længere line i uddannelsessystemet, så frafald ikke bliver den eneste mulighed, når de støder på udfordringer undervejs i uddannelsen.

2. Danskerne har 9 sygedage i gennemsnit. Det svarer til 70.000 fuldtidsmedarbejdere. Dårligt arbejdsmiljø gør folk syge – det ved vi jo. Derfor bør alle ledere modtage undervisning i at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø. Vi foreslår også, at Arbejdstilsynet SKAL dukke op på arbejdspladser, når der kommer en klage angående det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet skal hjælpe flere arbejdspladser, som har dårligt arbejdsmiljø. Og så skal bødehæftet hives frem, når firmaer svigter deres ansvar gentagne gange.

3. Færre unge tager en erhvervsuddannelse, og vi kommer til at mangle 100.000 faglærte i 2030. Her kan vi som samfund spare milliarder på at investere i de faglærtes skoler og forhold, så færre unge vælger erhvervsskoler fra. Hvis vi oveni hatten kræver flere tusind flere praktikpladser af virksomhederne og til gengæld giver arbejdsgiverne et tilskud pr. praktikant, så vil det kunne betale sig mange gange hjem i et livsperspektiv. 

4. Vi kommer til at mangle tusindvis af lærere, pædagoger, SOSU-assistenter og sygeplejerske. Det skaber et stort tryk på vores hospitaler, plejehjem og børnehaver, som kan forårsage stress og medarbejderflugt. Samtidig har vi 30.000 offentligt ansatte, som er deltidsansatte, men ønsker at arbejde flere timer. Hvis vi fremover kunne tilbyde dem at arbejde flere timer og desuden sikrer, at alle nyuddannede bliver ansat på fuld tid, så ville vi kunne skaffe 7.000 årsværk og forebygge travlhed.

Vi kan vælge en samfundsmodel der hjælper folk i stedet for at straffe dem

Vores nye reformkatalog følger tænkningen i de fire eksempler.

Og den anerkendte DREAM-modelgruppes beregninger viser, at vi med vores reformpakke potentielt kan øge beskæftigelsen med 46.000 fuldtidspersoner og forbedre de offentlige finanser med 55 milliarder kroner årligt i 2030. Samtidig sænkes uligheden.  

Vi kan faktisk vælge en samfundsmodel, hvor vi ikke straffer, men hjælper folk i arbejde – og stadig blive rigere som samfund.

Hvis vi skal skabe en reel forskel, så kræver det brede politiske aftaler. Der findes ikke hurtige snuptagsløsninger på de store problemer.

Og det betyder jo også, at vi må lægge de hurtige kioskbaskerreformer på hylden og fokusere på initiativer, der virker i løbet af fem, ti eller femten år. Netop fordi, man ikke kan løfte mennesker med et snuptag.

Alle har noget at vinde ved et paradigmeskifte i reformkursen

Set fra min stol har alle politikere noget at vinde ved at foretage et paradigmeskift i reformkursen.

Danskerne bliver jo ikke bedre til at stave, regne eller bruge en computer af, at pensionsalderen hæves hurtigere eller aktieskatten sænkes.

Den bedste måde at få råd til at sænke skatten på sigt uden at forringe vores velfærd er at løfte folk ud af deres problemer og i arbejde – ikke at forværre deres situation.  

Nu er vi så de første til at fremlægge en konkret pakke med de såkaldte andengenerationsreformer, der får flere i arbejde og samtidig får uligheden til at falde.

Hvor ville det være skønt, hvis automatreaktionerne udeblev, og vi kunne samles om gennemgribende reformer, som løfter folk.