74 procent af unge danskere mellem 18 og 29 år synes, pensionsalderen stiger for hurtigt.
En af dem er Rebecca Elizabeth Bang. Hun er 23 og er færdiguddannet bioanalytiker i januar 2025. Sammen med sine medstuderende følger hun med i pensionsalderens himmelflugt med ængstelse.
”Jo mere pensionsalderen stiger, jo længere har vi unge lyst til at vente med at komme ud på arbejdsmarkedet.
Det er jo ikke hensigtsmæssigt.
Men vi har simpelthen ikke travlt med at komme i arbejde, for det er lidt skræmmende at tænke på, hvor mange år vi er forpligtet til at arbejde,” siger hun.
9 år længere til pensionsalderen
Ifølge de nuværende regler kan Rebecca se frem til en pensionsalder på 76 år. Det vil betyde et arbejdsliv på 52 år, fra hun er færdiguddannet.
Og tal som det kan få både hende og hendes medstuderende til at tænke i kreative løsninger for at udsætte begyndelsen på arbejdslivet.
”Jeg tror, det for mange er ret uoverskueligt at tænke på over 50 år i det samme job.
Derfor vil mange i min årgang nok tage en tur til udlandet eller tage et sabbatår ekstra, før vi kommer i gang. Og mange vil måske være tilbøjelige til at tage en ny uddannelse senere,” siger Rebecca Bang.
I sin praktik har hun fulgt en erfaren bioanalytiker med 26 års erfaring, og de har også talt om tilbagetrækning.
”Jeg har spurgt hende, om hun ønsker at fortsætte, men hun er slidt ned. Og når jeg når hendes pensionsalder, vil jeg stadig have ni år tilbage. Det er godt nok et stort spring,” siger hun.
4 ud af 5 er bekymrede
FH’s nyeste befolkningsmåling fra juli viser, at 71 procent af lønmodtagerne er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde frem til pensionsalderen. Og for de yngre lønmodtagere nærmer det sig 80 procent.
”Der er ikke noget at sige til, at unge lønmodtagere i 20’erne og 30’erne er bekymrede, når de for manges vedkommende kan se ind i mere end fem årtier på arbejdsmarkedet.
Det er ikke så underligt, at det kan virke uoverskueligt – især for dem med de mest nedslidende jobs,” siger Morten Skov Christiansen, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Derfor hilser han det også meget velkomment, at statsministeren for nylig åbnede for en genforhandling af velfærdsforliget med en langsommere stigning i pensionsalderen til følge. Ikke mindst af hensyn til den sociale retfærdighed.
”For de rigeste iblandt os er pensionsalderen kun vejledende, men for almindelige lønmodtagere er den en hård realitet.
Derfor må vi ikke glemme, at diskussionen om pensionsalder i virkeligheden handler om ulighed.
Og derfor er det rettidigt, at vi får genforhandlet velfærdsforliget, så lønmodtagerne ikke i fremtiden skal arbejde, til de segner,” understreger FH-formanden.
Lønmodtagerne mener:
73%
Arne-pensionen bør forbedres
71%
Forkert at hæve pensionsalderen til 70 år i 2040.
71%
Bakker op om en lempeligere model for stigning i pensionsalderen.