Så er vi her igen. Knapt er genåbningen af samfundet en realitet, før arbejdsgiverne genoptager deres rituelle stammedans: den evige sang om mangel på arbejdskraft.
Arbejdsgivernes ”ulven kommer”- råb har fået den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, til at stemme i og præsentere endnu en gammel kending for at banke den højt besungne arbejdskraft op af jorden, nemlig skattelettelser.
Og nu melder de borgerlige partier sig i koret.
De borgerlige må opgive drømmen om, at skattelettelser kan fremtrylle kvalificeret arbejdskraft ud af det bare ingenting.
Ifølge arbejdsgiverne løser skattelettelser og lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft som bekendt næsten alle verdens dårligdomme – men en del af løsningen er tilsyneladende ikke de 130.000 ledige, som brændende ønsker sig et arbejde.
Inter nyt under solen
Seniorer. Langtidsledige. Dimittender. Den store gruppe af unge mennesker, som hverken er i beskæftigelse eller er i gang med en uddannelse. Hvorfor nævnes de ikke som det allerførste, når vi diskuterer mangel på arbejdskraft?
Vi ved, at det særlig er arbejdskraft med specifikke kvalifikationer, vi kommer til at mangle. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vurderet, at vi i 2030 kommer til at mangle næsten 100.000 faglærte. Heller ikke dét er der noget nyt i.
Men det er jo til at tude over, at de selvsamme arbejdsgivere, som i årtier ikke har skabt de nødvendige lærepladser, så flere unge kunne få en faglært uddannelse – nu igen afkræver gammeldags arbejdskraftsudbudsreformer af politikerne.
Uddannelse og praktikpladser er vejen frem
For mangel på kvalificeret arbejdskraft løses ikke med skæve skattelettelser eller ved at skære i ydelserne for de, der har mindst.
Det løses heller ikke ved blot at åbne sluserne for udenlandsk arbejdskraft, for så risikerer vi, at de store potentialer og ressourcer, der allerede ligger i vores arbejdsstyrke, bliver fortrængt af dårligere løn- og arbejdsvilkår.
Udfordringen består ikke i, at der kommer til at mangle ledige hænder – men i stedet at sikre det rigtige match mellem de kvalifikationer, som efterspørges, og de kvalifikationer, som de ledige hænder har.
Vi skal have fokus på at ”styrke” arbejdsudbuddet – ikke blot øge det. Med andre ord skal vi have fokus på de udfordringer, som arbejdet med 2. generationsreformer skal løse.
Langt sejt træk
De løses bedst ved at investere i opkvalificering og uddannelse. Ved at sikre, at der er tilstrækkelige praktikpladser til de unge mennesker, der i dag er i gang med en erhvervsfaglig uddannelse eller de, der vælger det erhvervsfaglige spor i fremtiden.
Arbejdsgiverne må åbne dørene for de mennesker, som er klar til at blive en del af arbejdsfællesskabet. Og de borgerlige må opgive drømmen om, at skattelettelser kan fremtrylle kvalificeret arbejdskraft ud af det bare ingenting.
At opkvalificere arbejdsstyrken til at matche fremtidens udfordringer er ikke et kvikfix, men et langt sejt træk. Men det er også bæredygtigt. Det er opskriften på, hvordan vi holder gang i dansk økonomi i mange år, imødegår udfordringerne med mangel på kvalificeret arbejdskraft og samtidig sikrer os, at vi ikke efterlader nogen på perronen, når toget kører væk fra coronakrisen.
Indlæg bragt i Berlingske 05.06.21
