Formand for Myanmars industriarbejdere: ”Med militæret ved magten, mister vi alt det, vi har kæmpet for”

Hvilken rolle har fagbevægelsen spillet i modstanden mod militæret siden kuppet d. 1. februar?

”Da militæret kuppede sig til magten d. 1. februar, gik vi i chok. Men efter 2-3 dage var vi klar over, at vi var nødt til at kæmpe igen. Det her kunne vi ikke acceptere.

Vi vidste, at civil ulydighed havde virket i andre revolutioner. Det sætter militæret ude af stand til at styre landet. Så da sundhedspersonalet og andre offentligt ansatte nedlagde arbejdet, opfordrede vi vores medlemmer i den private sektor til at gøre det samme.

Hvis det kun havde været de offentligt ansatte, ville effekten ikke være stor nok, militæret ville kunne true dem til at genoptage arbejdet, og det internationale samfund ville måske dårligt nok opdage det. Så vi arbejdede hårdt for at få folk til at tilslutte sig den civile ulydighedskampagne.”

”Siden fagbevægelsen blev lovlig i Myanmar i 2012, har vi arbejdet for at organisere i alle sektorer. I industrisektoren, som jeg er formand for, var vi før COVID-19 oppe på 24.000 medlemmer. Den kontakt, vi har til arbejderne, gør, at vi kan mobilisere folk hurtigt. Det er jo også derfor, militæret ikke bryder sig om os.”

”I tekstilindustrien er arbejderne generelt meget unge, så de har ikke selv erfaring med det forrige militærstyre. Da jeg selv var 20, vidste jeg ikke engang, at jeg levede under militærstyre.

Jeg troede bare, at livet var hårdt. Jeg vidste ikke, at det var på grund af militærstyret, at vi havde så dårlige vilkår på fabrikkerne – fordi det var ulovligt at organisere sig og kæmpe i fællesskab.

For at få de unge tekstilarbejdere med i ulydighedskampagnen, var jeg derfor nødt til at snakke med dem om, hvilke konsekvenser et militærstyre har. At vi vil miste alt det, vi har opnået de sidste par år:

Bedre løn, fridage, mulighed for at rejse sager om brud på arbejdstagerrettigheder osv. Vi ville miste vores frihed, værdighed og fremtid. Så forstod de, hvor vigtigt det var og tilsluttede sig protesterne.”

Hvordan støtter I jeres medlemmer i den nuværende situation?

”Mange af dem har mistet deres arbejde. Den 14. marts var der et voldsomt angreb i Yangons største industrizone Hlaing Thar Yar. Flere end 100 blev dræbt, og 2.000 arbejdere har været nødt til at flygte, fordi området nu er under militærets kontrol.

Der er indført undtagelsestilstand og alle, der modsætter sig militæret – eller er medlem af en fagforening – risikerer at blive skudt eller arresteret. Alligevel er flere af fabrikkerne åbnet igen, men arbejderne kan jo ikke komme derhen uden af risikerer deres liv. 

Hvis de udebliver mere end tre dage, kan arbejdsgiveren nægte dem løn. Det er ikke fair at arbejdsgiverne udnytter situationen på den måde. I de her situationer prøver vi at få de internationale brands, der får varer produceret på fabrikkerne, til at presse dem til ikke at fyre arbejderne og til at give lønkompensation, hvis arbejderne ikke kan komme på arbejde.

Efter militærkuppet kan vi som fagbevægelse ikke gøre vores arbejde, så vi har brug for de internationale brands til at sikre arbejdernes rettigheder.”

Hvad kan vi i andre lande gøre for at støtte Myanmars befolkning?

”Fordi så mange har mistet deres arbejde og indkomst, har de nu ikke råd til mad til dem selv eller deres familie. For at fortsætte kampen, har de brug for mad, ganske enkelt. Den bedste måde at støtte os på, er at donere penge til en humanitær fond, som støtter den civile befolkning i Myanmar.”

Hvorfor blev du selv aktiv i fagbevægelsen?

“Jeg havde arbejdet på en tekstilfabrik, siden jeg var 16 år. Faktisk skal man være 18, men jeg brugte min søsters ID-kort. Det må have været tydeligt for dem, at det ikke var mit, men de ansatte mig alligevel.

Senere blev jeg fyret for at være mindreårig og måtte finde et nyt arbejde. Sideløbende tog jeg en universitetsuddannelse. Jeg arbejdede virkelig hårdt for at klare det, men da jeg fik mit eksamensbevis, så jeg ikke nogen fremtidsmuligheder, hverken for at bruge min uddannelse eller få mere i løn. Jeg begyndte at spørge: Hvorfor er vi så fattige? Hvorfor skal vi arbejde på den her måde med lange arbejdsdage, ingen fridage, ingen værdighed. Vores daglige ledere skældte os ud og slog os. Jeg brød mig ikke om det.

Jeg havde ingen ide om, hvorfor det var sådan, men da jeg fik arbejde på en fabrik på grænsen til Thailand, hørte jeg om den burmesiske fagbevægelse, som var i eksil på grund af militærstyret, og jeg tog med til et kursus.

Her lærte jeg om, hvad der foregik i Myanmar. At vi var under militærstyre. Det anede jeg ikke! Jeg begyndte at forstå, at militæret sørgede for at holde folket beskæftiget alene med at overleve, så de ikke tænkte for meget og måske begyndte at gøre modstand. Det ville jeg gerne ændre på, og derfor blev jeg aktiv i fagbevægelsen. Det var i 2007, og jeg var 21.”

Er det normalt at tage en universitetsuddannelse som fabriksarbejder i Myanmar?

”Nej, det er slet ikke normalt. Jeg vil sige, at det er virkelig sjældent. Men jeg er sådan en person, der altid har brug for at lave noget. Jeg kan ikke sidde stille og vente, så jeg arbejdede tre gange så meget som en almindelig arbejder for at nå det hele.

Jeg ville jo ikke have, at mine leder skældte mig ud, så jeg anstrengte mig virkelig og arbejdede ekstra lange dage. Min kollega, som også gerne ville studere, fik ikke lov.

Hun fik at vide, at hun arbejdede for langsomt, så hun var nødt til at vælge mellem arbejde eller uddannelse. Det var selvfølgelig ikke et reelt valg, for hendes familie havde ikke råd til andet end at hun fortsatte arbejdet og glemte uddannelsen.

Personligt havde jeg sagt op på stedet. Ikke fordi min familie er rig, men fordi jeg ikke bryder mig om at blive behandlet sådan. Sådan er min personlighed.” 

Hvordan bruger du dine egne erfaringer som leder i fagbevægelsen i dag?

”Jeg er selvfølgelig især optaget af forholdene for unge kvinder, fordi jeg har været i deres sted. Det er også derfor, det er vigtigt, at vi som kvinder engagerer os i fagforeningen.

Fordi vi kender vores problemer. Mændene ved måske ikke, at når en kvinde siger nej til en sen vagt, så kan det være fordi hun ikke tør tage bussen alene hjem om natten.”

”Når vi som kvinder vil forhandle med vores chef, kan vi godt blive mødt af en holdning om, at vores problemer ikke er rigtige problemer. Derfor er det vigtigt, at vi kan gå til vores fagforening og få støtte, så vi ikke lader os slå ud.

Det har jeg selv været meget optaget af som leder. Selvom jeg ikke har kapacitet til at tale med alle mine medlemmer, når de oplever problemer, så har jeg sagt til dem, at de altid kan skrive til mig, og jeg svarer dem, uanset om det er nat eller dag. Så de ved, at jeg er her til at støtte dem, når de har brug for det.”

Er kvinder generelt aktive i fagbevægelsen i Myanmar? 

”I dag, ja, I mit forbund er der i dag mange kvindelige ledere. Men selvom der er flest kvinder i tekstilindustrien, har det ikke altid været kvinder, der sad på de ledende poster.

Da fagbevægelsen vendte tilbage til Myanmar i 2012 og begyndte at organisere ude på fabrikkerne, havde folk ikke nogen idé om, hvad det gik ud på. Men mange begyndte at deltage i vores tillidsmandskurser og lærte at forhandle med deres arbejdsgivere.

Her påtog kvinderne sig meget af arbejdet med at organisere og forhandle ude på fabrikkerne. Da vi så skulle vælge lokale ledere med repræsentanter fra de forskellige fabrikker, var det mænd, der blev valgt. Til trods for, at der var flest kvinder ude på fabrikkerne.

Der gik det op for mig, at kvinderne ikke tog lederskabet på sig, men også at de ikke selv ville stemme på en kvinde. Jeg var chokeret. Jeg kendte mange kvinder, som havde masser af potentiale og kapacitet til at lede. Jeg spurgte dem hvorfor, og de svarede, at mænd er bedre end kvinder til at lede.

Vi taler om kvinder, som fik hele fagforeningsarbejdet til at glide ude på fabrikkerne, de organiserede, forhandlede og så videre, men de så ikke dem selv som ledere. Jeg indså, at kvinderne manglede selvtillid, og udviklede et program, der skulle styrke dem.

Da jeg præsenterede det for formanden – dengang sad jeg selv i organisationens kvindekomité – sagde han, at det kunne jeg godt lave, hvis jeg selv stod for at organisere, finde penge og så videre. Så det gjorde jeg. Og i dag har vi faktisk flere kvindelige ledere, både i industrien og andre sektorer.” 

I dag er du selv leder i fagbevægelsen, flere kvinder er blevet aktive i jeres arbejde og vi har også set dem som meget aktive i protesterne mod militæret. Har I stadig udfordringer med ligestilling?

”Ja. Jeg troede engang, at udviklingen ville komme af sig selv, når vi uddannede og motiverede kvinderne. Nu kan jeg se, at det er ikke nok. Samfundet – og mændene – skal også give kvinderne plads i organisationerne og i samfundet generelt.

En ting er at motivere, engagere og uddanne kvinder, men systemet skal også være klar til at tage imod kvinderne, give dem plads og støtte dem. Som kvinde i en lederstilling ved jeg, at det ikke er let at nå hertil, selv ikke med en stærk selvtillid og sans for retfærdighed.”