Den 19. oktober 2023 var det 22 grader i skyggen, men det blev en brandvarm dag for kampen for faglige rettigheder i Guatemala.
En gruppe forhenværende soldater stormede parkeringspladsen ved Guatemalas parlament Kongressen (som består af Repræsentanternes Hus og Senatet). Målet var formentlig kontoret for fagforeningen for ansatte i parlamentet, STOL (Sindicato de Trabajadores del Poder Legislativo).
De militante opnåede dog ikke deres mål, men satte ild på flere biler ved regeringsbygningen. Ifølge lokale aviser var der tale om måske hundrede veteraner, som er utilfredse med deres understøttelse.
”Det tog mindst 15 minutter for politi og brandvæsen at komme, selvom politistationen ligger lige ved siden af,” fortæller Vianney Bal, som er uddannelsesansvarlig i STOL.
Fagforeningen ser attentatet som belejligt for regeringen og i sammenhæng med en række andre episoder med overtrædelser af rettigheder og en længere kamp mod STOL.
Det er den regionale sammenslutning af fagforeninger for offentligt ansatte PSI (Public Services International) i Mellemamerika, der har indsamlet og dokumenteret episoderne som støtte til STOL.
Dansk støtte til civilsamfundet
Blandt sagerne er chikane, mobning og diskrimination mod STOL’s formand Lesbia Xiomara Conde Pacheco, som endte med at hun og en anden fagforeningsmand blev fyret.
Ifølge STOL er det et brud på tillidsmandsbeskyttelsen og overtrædelse af opsigelsesvarsler. Sagen spidsede til efter, at fagforeningen i lang tid havde klaget over inhumant arbejdsmiljø i for de ansatte i parlamentet, som blandt andet manglede arbejdspladser.
Desuden lagde parlamentets ledelse hindringer i vejen for at fagforeningen kunne holde møder, hvilket er en overtrædelse af organisationsfriheden.
Vianney Bal siger:
”Ganske vist blev der sat møder op for at mægle i konflikten mellem STOL og de ansatte på den ene side og parlamentets direktion på den anden, men ledelsen var komplet uinteresseret i kompromis”.
Det hele endte altså med den voldelige optrapning og brand på selveste parlamentets område.
Livsfarligt at være fagforeningsaktivist
Guatemala er sammen med andre mellemamerikanske lande som Honduras og El Salvador kendt for at være svære, og direkte livsfarlige, lande at bedrive fagforeningsvirksomhed i.
Det er blevet forstærket efter Covid-19-pandemien, hvor landene (i lighed med mange andre lande) har benyttet nødsituationen til at undergrave arbejdstagerrettigheder – det der kan betegnes som indskrænkning af det demokratiske rum i civilsamfundet.
CISU (Civilsamfund i Udvikling) og Danida har iværksat initiativer, som modgår denne tendens, og har støttet PSI, som er Ulandssekretariatets partner i Mellemamerika.
Konkret har PSI arbejdet på at dokumentere såvel overtrædelser af arbejderrettigheder som direkte drab på fagforeningsledere overfor FN’s arbejdsorganisation ILO.
I alt nu 465 medlemmer
Fagforeningen for de offentligt ansatte STOL i Guatemala er desuden lykkedes med at organisere endnu flere ansatte i parlamentet, så de står sammen og endnu stærkere. I alt er der nu 465 medlemmer – over en fordobling.
Desuden har STOL gennemført tillidsmandstræning og en reorganisering.
Ulandssekretariatets leder, Lone Ilum Christiansen, fremhæver hvor farligt, fagforeningsarbejde er i Mellemamerika:
”Det siger noget om, hvor hårdt presset, fagbevægelsen er i Mellem- og Latinamerika, når der ligefrem kan foregå brandstiftelse mod et fagforeningskontor i en regeringsbygning.
Vi kan jo ikke sige noget om, hvem gerningsmændene er, men det er faktum, at fagforeningsmedlemmer skal være ekstraordinært modige, når der ligefrem foregår drab,” siger hun.
Guatemala er et verdens 10 værste lande at være arbejdstager i, ifølge International Faglig Sammenslutnings (ITUC) globale rettighedsindeks. Det tog i øvrigt seks måneder at genopbygge kontoret i parlamentet – og undervejs blev byggeriet chikaneret med henvisning til Covid-19, ifølge STOL.