Europa har brug for en GPS

Når Tyskland den 1. juli overtager formandskabet, er det 13 år siden landet sidst havde rorpinden for EU-samarbejdet.

Også dengang hed kansleren Angela Merkel, og ligesom i dag var EU i krise. I 2007 kæmpede EU med en forfatningskrise, efter at franskmændene og hollænderne havde stemt nej til Forfatningstraktaten.

I 2020 har Covid-19 kastet EU ud i, hvad kansleren for længst har betegnet som den værste krise siden Anden Verdenskrig.

I lyset af krisens omfattende karakter, der spænder lige fra sundhed over økonomi til politik, vil det nok være lige optimistisk nok at forvente, at tyskerne kan gentage kunststykket fra 2007.

Dengang lykkedes det at blive enige om en plan, der satte punktum for forfatningskrisen og førte frem til Lissabon-traktaten.

Håbet denne gang må være, at Tyskland kan udstikke en klar kurs, som de to efterfølgende formandskaber, Portugal og Slovenien, kan udmønte. Til sammen udgør de tre landes forbogstaver da også forkortelsen: GPS (Germany, Portugal, Slovenien).

Europæere frustreret over svag håndtering af krisen

At der er behov for retning og ”guidance” fremgår med al tydelighed af en ny måling, som Tænketanken Europa netop har offentliggjort sammen med den europæiske tænketank European Council on Foreign Relations.

Målingen, der er foretaget i ni EU-lande viser, at rigtig mange europæere er frustrerede over EU’s svage krisehåndtering under Covid-19. Mange oplevede decideret EU som ”irrelevant” i krisen. Dette ser dog ikke ud til at medføre, at folk vender sig imod EU som sådan.

Faktisk siger hele 63 pct., at krisen viser, at der er behov for at samarbejde mere på EU-niveau.

Det gælder fx inden for sundhedsområdet, som ventes at blive et stort tema under det tyske formandskab, og det gælder i høj grad med hensyn til den økonomiske genopretning, hvor EU har mulighed for at gøre en forskel.

I samme retning trækker EU’s forhold til USA og Kina. Et flertal af europæerne har nemlig fået et væsentligt dårligere indtryk af både USA og Kina under krisen.

Bred opbakning til forstærket indsats for klimaet

Ganske tankevækkende viser målingen, der er gennemført i Bulgarien, Danmark, Frankrig, Italien, Polen, Portugal, Spanien, Sverige og Tyskland, også en betydelig opbakning til, at EU intensiverer klima-indsatsen.

Den altoverskyggende sag under tysk formandskab bliver uden tvivl vedtagelsen af et nyt syvårigt budget og oprettelsen af en ny tidsbegrænset Genopretningsfond.

Sagen er ikke alene EU’s fælles svar på den økonomiske krise, den er også en forudsætning for, at EU efterfølgende kan få vedtaget fx en ny ambitiøs klimapolitik.

Uden flere penge til forskning, fælles grønne satsninger osv. vil det ganske enkelt være urealistisk at hæve EU’s fælles reduktionsmål. Tilsvarende vil en styrkelse af digitaliseringen også kræve, at der afsættes midler. Med den økonomiske ramme på plads vil det efterfølgende være op til Portugal og Slovenien at udmønte politikken.

Herhjemme har der ikke overraskende været stort fokus på Danmarks bidrag til det nye budget. Vil det beløb, vi betaler til EU-kassen overstige det beløb, vi får direkte tilbage?

825.000 arbejdspladser i Danmark afhænger direkte af eksporten

Det er selvfølgelig tal, som skal frem, men også udtryk for en forsimpling, som ikke fanger betydningen af et budget, hvor der også er plads til danske prioriteter som det grønne og det digitale. 

825.000 arbejdspladser i Danmark afhænger direkte af eksporten, og af dem er to tredjedele direkte afhængige af det indre marked. Dansk velfærd og beskæftigelse er således fuldstændig afhængig af et velfungerende indre marked, hvor der bl.a. er efterspørgsel på grønne løsninger, som danske virksomheder er nogle af de bedste i verden til at levere.

Her bør man holde sig for øje, at Merkel og Tyskland, som i dag overtager formandskabet, synes at se markant anderledes på den økonomiske politik end ved det seneste formandskab i 2007.

Under finanskrisen i 2008 blev tyskerne kendt – og flere steder forhadt – for deres sparepolitik, og helt frem til coronaen ramte, regnede ”Sparebanden”, hvor Danmark hører til, med tysk hjælp i forhandlingerne om EU’s budget. Men krisen har ændret tyskernes og ikke mindst Merkels syn på sagen.

”Det kan kun gå Tyskland godt, hvis det går resten af Europa godt.”

Her er det afgørende, at tyskerne ganske enkelt ser det som hjælp til selvhjælp at sikre, at italienere, spaniere m.m. fortsat kan købe tyske varer. Som Merkel har sagt igen og igen:

”Det kan kun gå Tyskland godt, hvis det går resten af Europa godt.” Det vil givetvis være ledetråden for det tyske formandskab, når der i løbet af sommeren skal være mindst et topmøde om budgettet.

Selv om Danmark fortsat er blandt de lande, som ønsker at holde igen, så ser det dog ud til, at tyskernes nye linje har gjort indtryk. Således har Danmark nu accepteret, at budgettet bliver større end de 1,0 pct. af BNI, som tidligere var Danmarks position.

I et nyligt svar til Europaudvalget fra finansministeren, om hvorfor Danmark overhovedet skal hjælpe et land som Italien, høres et tydeligt ekko af Merkels budskab.

Den danske regering ønsker at være solidarisk og yde et ekstra bidrag: Det er ”sund fornuft for et land som Danmark, der lever af at handle med andre lande. Danmark har en stor interesse i, at Europa – og det indre marked – klarer sig bedst muligt gennem den økonomiske krise,” skriver kassemester Wammen.

Der bør være en slutdato for statsstøtte

Foruden det grønne og det digitale er der en række mærkesager, som Danmark bør kæmpe for i budgetforhandlingerne. Det bør bl.a. gøres til et selvstændigt krav, at de mange barrierer, der er skudt op i EU’s indre marked under coronakrisen, afmonteres.

Fx bør der sættes en slutdato for, hvor længe konkurrencekommissær Margrethe Vestager fortsat skal acceptere, at lande må ty til statsstøtte.

Lige så klart er det, at EU-landene både indadtil og udadtil bør afholde sig fra protektionisme.

Hvis EU-lande forsøger at holde konkurrenter fra andre europæiske lande ude, kommer det til at forlænge vores fælles vej ud af krisen, ligesom Europa ikke skal udvælge fælles vinderindustrier, som skal beskyttes over for Kina.

“Ingen europæere kan forelske sig i det indre marked”

I starten af halvfemserne udtalte kommissionsformand Jacques Delors lakonisk, at ingen europæere kan forelske sig i det indre marked. Mindre kan dog også gøre det. I en krisetid, hvor også mange forsyningskæder til resten af verden er brudt sammen, er det indre marked ganske enkelt en grundpille for Europas samlede velfærd.

Og det vil være en hovedopgave for tyskerne under formandskabet at gøre alt, hvad de kan, for at genstarte det. Fokus må være på, hvor det indre marked kan forbedres, og hvordan arbejdspladserne kan vende tilbage til Europa.

Et redskab til dette kan være Konferencen om Europas fremtid, som allerede blev lanceret sidste forår inden valget til Europa-Parlamentet.

Og som corona nær lagde i graven, indtil Merkel og Frankrigs Macron på et fælles pressemøde midt i maj genoplivede den. Nu som et langsigtet europæisk svar på krisen.

Hvad er læren af Covid-19-krisen?

Det kræver imidlertid, at stats- og regeringscheferne, Kommissionen og Europa-Parlamentet kan blive enige om en fokuseret dagsorden for konferencen.

Frem for ”juletræsmodellen”, hvor alle får lov til at sætte deres yndlingsdekoration på dagordenen, bør de kun fokusere på én ting: hvad er læren af Covid-19-krisen, og hvordan kan EU bidrage til, at alle lande hurtigst muligt kommer ud af krisen?

Her er det givetvis en fordel, at Merkel – som en af de eneste regeringschefer – har taget teten.

Nok skal man ikke overvurdere et EU-formandskabs rolle, men ikke desto mindre kan det vise sig afgørende, at det netop denne gang er Tyskland.

I modsætning til andre regeringsledere er Merkel kommet styrket ud af coronakrisen, ligesom Tyskland gennemgående har haft et blik for vigtigheden af, at hele Europa kommer helskindet ud af krisen.

Det kan heller ikke afvises, at Merkel, der til november har 15-års kanslerjubilæum, har et særligt ønske om at slutte på toppen ved at bringe EU tilbage på sporet efter krisen.

Det tyske formandskab kan nemlig meget vel blive hendes sidste store optræden på den internationale scene, inden hun takker af.