Politiske reformer har over de sidste mange år haft sigte på at øge beskæftigelsen ved at udvide arbejdsstyrken. Skattereformer med fokus på lavere marginalskat for at få flere i arbejde og andre til at arbejde mere. Og ydelsesreformer med sigte på at øge forskellen mellem at være på offentlig forsørgelse og i beskæftigelse.

Argumentationen har været, at disse reformer er nødvendige for at sikre fremtidens velstand og sunde offentlige finanser. Men skyggesiden af reformerne er, at de sociale skel i samfundet er vokset. At uligheden er steget.

En række økonomer peger på, at der er meget få lavthængende frugter tilbage på denne reformvej. Det er fx begrænset, hvor meget mere arbejdskraft man kan hente blandt offentligt forsørgede.

Samtidig er der kommet mere fokus på ulighed, og regeringen forpligter sig i sit forståelsespapir på at føre en økonomisk politik, der øger beskæftigelsen uden at øge uligheden. Der er således brug for at bringe andre værktøjer i spil end de, der typisk er blevet hevet op af værktøjskassen over de seneste årtier.

Og der er en oplagt anden vej, som man bør kigge i retning af. Den nye reformkurs bør i højere grad målrettes personer med kort eller ingen uddannelse. Der er i øjeblikket 600.000 personer mellem 25 og 65 år med grundskolen som eneste uddannelse. Under halvdelen er i ordinær beskæftigelse. Det er et billede på, hvor vigtig uddannelse og opkvalificering er for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og samtidig er det et billede på en stor udfordring og et ligeså stort potentiale.

FH har fået analysegruppen DREAM til at regne på de samfundsøkonomiske konsekvenser ved at opkvalificere flere ufaglærte til faglærte. Inklusive effekterne på uligheden, hvilket er nyt i denne form for modelberegninger.

Resultaterne taler sit tydelige sprog. Hvis vi lykkes med at opkvalificere 3.000 flere ufaglærte om året, vil beskæftigelsen på sigt stige med 8.500 fuldtidspersoner. Det svarer til den skønnede arbejdsudbudseffekt ved at afskaffe topskatten. Samtidig viser beregningerne, at indkomstuligheden vil falde.

Tallene illustrerer, at der er gode effekter at hente ved tiltag, der styrker opkvalificeringen. For det første er opkvalificering godt for den enkelte: Tilknytningen til arbejdsmarkedet bliver styrket, og lønnen stiger. For det andet er det godt for samfundsøkonomien: Beskæftigelsen stiger, og udgifterne til overførselsindkomster falder. Det vil kunne mærkes på statens bundlinje og dermed øge prioriteringsrummet. Det reducerer uligheden, hvilket afspejler, at her er tale om reformer med social balance. Og så bidrager styrkede kvalifikationer til at løfte produktiviteten.

Det er ikke nogen naturlov, at arbejdsudbudsreformer skal koste på uligheden. Ved at rette fokus mod opkvalificering er der et stort potentiale for øget beskæftigelse og bedre økonomisk balance på samme tid.

Indlægget er bragt i Børsen 17.01.2020

Mere debat af Allan Lyngsø Madsen